Miljøstyrelsen skal flytte til Odense

18-01-2018
Pressemeddelelse

Som en del af regeringens plan for flytning af statslige arbejdspladser ”Bedre balance II – statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder” skal Miljøstyrelsen flytte til Odense.

Regeringen har besluttet at flytte 4.024 statslige arbejdspladser til andre lokaliteter i Danmark. I Miljø- og Fødevareministeriet skal Miljøstyrelsen flytte til Odense, og samtidig overføres Miljøstyrelsens opgaver med ministerbetjening til departementet.

Det betyder, at cirka 440 arbejdspladser skal flyttes til Odense, mens cirka 150 arbejdspladser flytter til departementet.

Miljøstyrelsens direktør, Lars Hindkjær, udtaler:

- Vi har fået den vel nok hidtil største opgave i regeringens udflytningsprogram, som fra i dag vil have ledelsens førsteprioritet. Direktionen vil i den kommende tid sammen med den øvrige ledelse og medarbejderne koncentrere kræfterne om at finde de bedst mulige løsninger både for opgaverne, for medarbejderne og for den nye styrelse og arbejdsplads i Odense.

Flytningen til Odense forventes gennemført 1. halvår 2019. I alt har Miljøstyrelsen 950 arbejdspladser over hele landet.

Læs mere i Pressemeddelelsen fra Miljø- og fødevareministeriet.