Spænd hjelmen – den skader ikke barnet

13-02-2018
Kemikalier

En ny test fandt ingen skadelig kemi i langt de fleste cykelhjelme til små børn.

Foto: Bettina Ørsnes Larsen.

Det ville være ærgerligt, hvis man ved at spænde en cykelhjelm på sit barn for at beskytte det i trafikken i stedet kom til at skade det ved at udsætte barnet for kemiske stoffer fra selve cykelhjelmen. Men det er heldigvis heller ikke tilfældet, viser en ny rapport om test af cykelhjelme fra Miljøstyrelsen.

I alt er 16 forskellige cykelhjelme til børn under 3 år blevet testet for indhold af flammehæmmere og fluorstoffer. Det er grupper af stoffer, hvoraf nogle har kendte sundhedseffekter, som kan føre til hhv. leverskader og være skadelige for forplantningsevnen. Fokus var på de dele af cykelhjelmen, der har direkte kontakt med huden, eller som børn kan finde på at putte i munden.

I 14 af de 16 hjelme fandt man ingenting. I én af hjelmene blev der målt fluorstoffer i meget små mængder i remmen, men fluorstofferne blev ikke afgivet fra hjelmen. Og i en anden cykelhjelm fandt man i de små puder inde i hjelmen, der har kontakt til hår/hud enkelte flammehæmmere. Ved test blev disse flammehæmmere afgivet fra puderne. En vurdering viser dog, at cykelhjelmen, der afgiver flammehæmmere, ikke udgør en risiko, da mængderne, der afgives, er forholdsvis lave.

Brug cykelhjelm
Rapporten konkluderer, at enkelte flammehæmmere i den ene cykelhjelm vil bidrage til den samlede udsættelse for flammehæmmere i børns hverdag. Det er dog ingen grund til at droppe cykelhjelmen, understreger biolog i Miljøstyrelsen Bettina Ørsnes Larsen, der har fulgt rapporten.

- Der er ingen sundhedsmæssig risiko ved brug af hjelmene. Selv i den ene hjelm, hvor der var en afgivelse af enkelte flammehæmmere, udgør den ikke en risiko i sig selv. Til gengæld er der al mulig grund til at beskytte sine børn med en cykelhjelm i trafikken, siger hun.

Læs rapporten ”Kortlægning og risikovurdering af kemiske stoffer i cykelhjelme”