Nyt om serviceeftersyn af laboratorieanalyser

26-02-2018
Vandmiljø

To nye rapporter viser, at en metode brugt til analyse af vandprøver undervurderer mængden af kvælstof og fosfor i vandmiljøet.

I 2016 besluttede Miljøstyrelsen at supplere de løbende kvalitetskontroller med ”dobbeltprøver” som en ekstraordinær kontrol af de vandprøver, som det eksterne private laboratorie ALS analyserer for styrelsen. Det førte til, at man opdagede metodefejl i analyserne, og Miljøstyrelsen besluttede på den baggrund at sætte gang i et større serviceeftersyn af vandprøver og metoder. 

Serviceeftersynet omfatter de metoder, der er anvendt både for marine og ferske vandprøver af de eksterne laboratorier i perioden 2010 til 2017.

Nu viser to nye rapporter, som Aarhus Universitet har udarbejdet for Miljøstyrelsen som en del af serviceeftersynet, at der er forskel på de resultater, som man kommer frem til ved brug af forskellige metoder til at analysere vandprøver med. Den såkaldte UV-metode undervurderer indholdet af kvælstof og fosfor i forhold til autoklave-metoden.

Serviceeftersynet af laboratorieanalyser har også afdækket, at der udover i 2016-2017 også i flere tilfælde er anvendt UV-metode i stedet for autoklave i perioden 2010-2015.

De to rapporter foreligger nu og er oversendt til Miljø- og Fødevareudvalget. Rapporterne vil indgå som en del af grundlaget for Miljø- og Fødevareministeriets vurdering af serviceeftersynets resultater. Det er også en del af eftersynet at se på, om organiseringen og regelgrundlaget for analyser kan forbedres.

Miljø- og Fødevareudvalget er indkaldt til en teknisk gennemgang den 14. marts. Her vil Miljø- og Fødevareministeriet præsentere en samlet vurdering af serviceeftersynets resultater.