Ny legetøjsdille lugter af kemi

09-02-2018
Kemikalier

Squishy-legetøj hitter blandt børn, men kan have en kraftig lugt. Miljøstyrelsen anbefaler, at man undgår parfumerede squishies, da mange parfumestoffer er allergifremkaldende.

foto - Jakob Volf
Foto: Jakob Volf

Legetøjsdillen Squishies er som oftest lavet af skummateriale, der er rart at røre ved, knuge og trykke al luften ud af, hvorefter det udvider sig igen.

Børn er i udgangspunktet mere følsomme over for kemikaliepåvirkninger end voksne, og da det er et produkt, som børn sidder med i hånden i længere tid ad gangen, kan der være en høj udsættelse, hvis kemikalier afgives fra legetøjet.

Derfor anbefaler Miljøstyrelsen, at man køber squishies uden parfume. Parfumestoffer er generelt unødvendige og kan være allergifremkaldende. Hvis en squishy lugter stærkt af kemi, så vælg gerne en anden, der ikke lugter af kemi eller læg dem til udluftning.

Gå efter CE-mærket
Miljøstyrelsen anbefaler desuden, at man køber squishies, som er CE-mærket, da producenten her har taget stilling til, at det er legetøj, og legetøjsreglerne derfor bør være overholdt. CE-mærket betyder dog ikke, at myndighederne har godkendt produkterne.

Miljøstyrelsen sætter nu et projekt i gang for at undersøge, hvilke parfumestoffer der kan findes i squishies, samt hvilke stoffer der afdamper fra squishies, der lugter kemisk. Som en del af undersøgelsen vurderes, om der afgives kemiske stoffer, der er problematiske for børns sundhed, når de leger med legetøjet.

Squishies findes i alle mulige former og farver og henvender sig til børn i alle aldre.