Naturejere får brev

19-04-2018
NOVANA

6.400 private naturejere får de kommende dage brev i e-boksen fra Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsens biologer tager vandprøver og undersøger naturtyper, dyr og planter. Både private-, kommunale- og statslige ejere får brev i forvejen.

Undersøgelserne af naturen sker som led i Miljøstyrelsens overvågning af naturen.

Læs mere om overvågningen af naturen

I 2018 undersøges nogle af de samme steder som i 2017, men der vil også være mange nye steder, som får besøg. Derfor orienteres alle relevante lodsejere på ny.

Grundejerne opfordres i brevet til at henvende sig til Miljøstyrelsen, hvis man har oplysninger, der kan være nyttige i forbindelse med feltundersøgelserne.

Det kan være noget rent praktisk, som for eksempel låste bomme eller oplysning om løse tyre, som biologerne skal være opmærksomme på.

Et typisk besøg tager cirka en time, og grundejerne behøver ikke at være hjemme. De fleste naturejere får mellem et og tre besøg samme sted i løbet af et år.