Farlige kemikalier skal ind under huden på skolebørn

18-09-2017
Kemikalier

En lang række kemikalier i vores hverdag er faremærkede. Men hvad betyder det? Med et gratis undervisningsmateriale vil Miljøstyrelsen gøre det sjovt for skoleelever at lære om kemikalier og faremærkning.

De findes på rengøringsmidler, sprayflasker, myregifte og andre kemikalier, som findes i de fleste hjem. Men hvad betyder de hvide og røde piktogrammer? Hvorfor er nogle kemikalier farlige for mennesker og miljø? Og hvad kan man gøre for at beskytte sig selv mod farlige kemikalier i hverdagen?

Det kan danske skolebørn fra 2.-6. klasse nu blive klogere på ved at gå på opdagelse i Hannas hus - et sjovt og fagligt online-undervisningsmateriale, som Miljøstyrelsen har udarbejdet.

Formålet med materialet ”Hannas hus - og de skjulte farer” er, at eleverne lærer om farlige kemikalier, og hvordan man kan håndtere dem på en sikker måde.

Materialet er gratis at bruge, og der er hverken brug for login eller password.

Materialet består af:

  • 9 situationer i Hannas Hus, hvor der bruges faremærkede produkter.
  • Quiz, hvor eleverne tester kendskabet til farepiktogrammerne.
  • Tre faglige artikler til mellemtrinnet om kemi og kemikalier.
  • Fire forslag til korte undervisningsforløb i indskolingen og på mellemtrinnet.

Besøg materialet på hannashus.dk