Nyt forskningsprojekt skal udvikle indeklima-venligt levende lys

26-10-2017
Borger Kemikalier Luft

Der findes næppe noget mere dansk end hygge, og når det skal være hyggeligt, skal der selvfølgelig levende lys på bordet. Men levende lys afgiver partikler, som kan påvirke indeklimaet. Det skal der gøres noget ved i et nyt projekt, som i sidste ende skal udvikle et lys, der både er hyggeligt og sundt for indeklimaet.

Der findes næppe noget mere dansk end hygge, og når det skal være hyggeligt, skal der selvfølgelig levende lys på bordet. Men levende lys afgiver partikler, som kan påvirke indeklimaet. Det skal der gøres noget ved i et nyt projekt, som i sidste ende skal udvikle et lys, der både er hyggeligt og sundt for indeklimaet.
Danskerne er det folk, der bruger flest levende lys per indbygger.

I de kommende mørke måneder bliver lysestager hevet ud af skabene og fyrfadslys tændt på stribe. Hver dansker bruger i gennemsnit næsten seks kilo lys om året, og dermed er Danmark det land i verden, som har det største forbrug af levende lys. Et nyt projekt skal undersøge de partikler, som levende lys afgiver og forsøge at udvikle en type lys, som i mindre grad påvirker indeklimaet. Projektet er støttet med midler fra Miljøstyrelsens MUDP-ordning.

 

- Selvom levende lys er fast inventar i de fleste hjem, så findes der ikke særligt meget fokuseret forskning på området. Det håber vi at kunne bidrage med i dette projekt, siger projektleder fra Teknologisk Institut, Peter Bøgh Pedersen.

 

Blandt andet vil projektet kigge på, hvilken betydning det har, hvilke væger og råvarer man vælger. Det sker ved at måle antallet af partikler fra såkaldte referencelys og analysere deres kemiske bestanddele. Denne viden kan man senere bruge til at afgøre, hvilke råvareblandinger og væger, der skal arbejdes videre med for at udvikle et såkaldt lav emissionslys.

 

- Det er godt, at udledningerne fra levende lys bliver kortlagt, så forbrugerne kan få indsigt og kan træffe deres valg på et oplyst grundlag. Vi tror på, at vi med dette projekt kan få undersøgt, om det er muligt at udvikle en ny type lys og væge med en lavere partikelemmission, siger adm. direktør Mette Poulsen, ASP-HOLMBLAD A/S.

Konklusionerne fra undersøgelserne forventes at være klar, når vi igen går lyse aftener i møde, nærmere bestemt i maj 2018.