Konference om den miljøteknologiske fremtid

27-10-2017
Grøn virksomhed Industri

Hvor skal dansk miljøteknologi hen i fremtiden? Og hvordan sikrer vi, at danske virksomheder kan udnytte et voksende eksportpotentiale? De spørgsmål bliver debatteret i dag, når MUDP under Miljø og Fødevareministeriet inviterer til konference om miljøteknologi.

Politikere og fagfolk diskuterer fremtiden for MUDP og dansk miljøteknologi.
Politikere og fagfolk diskuterer fremtiden for MUDP og dansk miljøteknologi.

Det er i år 10 år siden, at Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) slog dørene op for første runde af ansøgninger. Siden da har 432 små og store projekter fået støtte til idéer, der kan fremme bæredygtighed og ressourceeffektivitet. Samtidigt har MUDP været ramme for 40 grønne innovationspartnerskaber.

Men hvad skal MUDP have fokus på i fremtiden? Det spørgsmål bliver debatteret den 27. oktober, når bestyrelsen for MUDP inviterer til konference om fremtidens miljøteknologiske løsninger. Her vil virksomheder, politikere og organisationer komme med deres bud på, hvordan man yderligere kan løfte dansk miljøteknologi i de næste 10 år.

- Miljøteknologi kan være en del af svaret, når problemer med f.eks. mikroplast, overforbrug af ressourcer og luftforurening skal løses. De seneste år har vist, at vi i Danmark har masser af idéer inden for miljøteknologi. Det skal vi ikke bare holde fast i, men også udvikle, så vi kan blive ved med at levere konkurrencedygtige løsninger inden for f.eks. cirkulær økonomi og udnytte det store eksportpotentiale, siger Jørn Rasmussen, næstformand for MUDP.

Konferencen kommer få uger efter, at MUDP har tildelt 70 millioner i støtte til 29 spændende projekter inden for Miljøteknologi. Og på dagen, hvor konferencen afholdes, udkommer en evaluering af ordningen, som viser masser af positive effekter. De 336 virksomheder, der har deltaget i MUDP projekterne, har fra 2006-2014 haft en vækst i beskæftigelsen på 11 % i en periode, hvor det øvrige erhvervsliv oplevede et fald i beskæftigelsen. Og virksomhederne ser lyst på muligheden for at omsætte deres deltagelse i MUDP til flere jobopslag. For hver million støttekroner forventer virksomhederne at have 6 ansatte, heraf 3 ny-ansættelser, beskæftiget med teknologien 2 år efter projektafslutning.

- MUDP skaber jobs, vækst og eksport i virksomhederne, samtidig med at der udvikles grønne løsninger. Det står klart, at MUDP spiller en vigtig rolle, som ikke varetages af andre ordninger i samfundet, siger Jørn Rasmussen.

Konferencen afholdes fredag den 27. oktober 2017 kl. 10-14.30 i Lokomotivværkstedet i København SV. Fra talerstolen er der bl.a. oplæg fra Danmarks ambassadør i Indien, Peter Taksøe-Jensen og en lang række danske virksomheder, som er i front med miljøteknologiske løsninger. Desuden vil der være åben debat med politikere om fremtidige løsninger.

Se hele programmet her.