Er dit barn udsat for problematisk kemi?

01-11-2017
Kemikalier

4 ud af 10 børnefamilier har rengøringsmidler og andet kemi stående i børnehøjde. En ny kampagne skal udbrede gode råd, så børn beskyttes bedre mod problematisk kemi.

Børn er særligt følsomme over for påvirkningen fra kemiske stoffer, og de er samtidig ikke selv herre over, hvilke produkter og kemikalier de udsættes for. Alligevel er håndkøbsmedicin i jakkelommen og rengøringsmidler under vasken hverdag hos mange børnefamilier, viser et nyt adfærdsstudie fra Miljøstyrelsen.

To ud af tre børnefamilier får heller ikke luftet ud inden børnenes sengetid, så frisk luft kan erstatte partikler fra madlavning, stearinlys mv.

En ny kampagne fra Miljø- og fødevareministeriet og Sundhedsministeriet skal udbrede kendskabet til en række gode råd, der kan beskytte børn mod problematisk kemi.

Er din taske forbudt for børn?

Det nye adfærdsstudie er udarbejdet som forberedelse til kampagnen, så man kan fokusere på de råd, hvor forældrene med enkle handlinger kan forbedre f.eks. indeklimaet i hjemmet. Rådene handler om så forskellige ting som medicin, støv, rengøringsmidler og tun og udluftning.

Kampagnen Kemi i børnehøjde kører i november måned som et miks af partnerskaber, PR og annoncer. Se mere på kampagnens hjemmeside kemiibørnehøjde.dk

Yderligere oplysninger:

Funktionsleder Shima Dobel, Miljøstyrelsen, tlf.  22 10 85 22, email: 

Fakta: 5 gode råd, der ikke altid følges

1. Det er godt at lufte ud – særligt før sengetid
Blot 5 minutters udluftning med gennemtræk inden sengetid giver et sundere indeklima om natten og bedre søvn. Du kan for eksempel gøre det til en vane at lufte ud, hvor dit barn sover, mens I børster tænder om aftenen.
- 28 % af småbørnsfamilierne lufter ud inden sengetid. Kun 14 % lufter ud inden sengetid og lufter generelt ud min. 5 minutter med gennemtræk flere gange om dagen.

2. Din støvsuger fjerner også kemi fra dit hjem
Nogle kemiske stoffer binder sig til støvpartikler. Hvis du fjerner støv én gang om ugen, hvor barnet sover og leger, så fjerner du automatisk også noget af kemien.
- 45 % fjerner støv i hjemmet sjældnere end én gang om ugen.

3. Har du hovedpinepiller i tasker og lommer?
Gør det til en vane at give dine lommer, tasker og skuffer i lav højde et medicintjek. Her kan der være hovedpinepiller eller håndkøbsmedicin, der ligner slik eller smager sødt, men som kan være farligt for dit barn.
- 51 % har sommetider eller altid håndkøbsmedicin i en taske eller jakkelomme.

 4. Hvor står dine opvasketabs? 
Vasketabs og rengøringsmidler kan indeholde stoffer, som er farlige for små børn, hvis de ender i munden. Du kan forhindre forgiftningsulykker, hvis du stiller produkterne væk fra børnehøjde.
- 41 % opbevarer farlige væsker (rengøringsmidler og/eller husholdningskemikalier) i børnehøjde.

5. Fisk er sundt for småbørn – men ikke tun
Det kan ikke siges ofte nok: Fisk er sund kost og indeholder mange vigtige næringsstoffer. Til gengæld kan rovfisk som tun – både fersk og på dåse – indeholde kviksølv, som 0-3 årige børn er særligt sårbare overfor. Derfor frarådes det, at børn under 3 år spiser tun.
- 38 % serverer tun til deres børn ugentligt eller oftere.

 Kilde: Adfærdsstudie gennemført i juli-august 2017 bestående af spørgeskemaundersøgelse blandt 565 familier med børn under 3 år, feltbesøg hos 8 familier og adfærdsstudie med 20 familier for Miljøstyrelsen og kampagnen "Kemi i børnehøjde". Undersøgelsen er gennemført af Kl7 i samarbejde med Invirke.
Se adfærdsstudie i fuld version
Se adfærdsstudiet i opsummeret form