Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Vindmøller beskytter mod trafikstøj

15-03-2017
Støj Grøn virksomhed

Gamle vindmøllevinger kan knuses og blive til støjskærme langs vejene. Iværksætter er efter støtte til teknologiudvikling nu tæt på kommerciel produktion.

Når Danmarks mange gamle vindmøller efterhånden tages ned og skiftes ud, kommer vi til at stå med en ny type affald i form af kæmpe vindmøllevinger af glasfiber. Hvad gør vi med det? Måske kan det knuses og bruges til støjskærme i trafikken?

Den idé fik ingeniør Jakob W. Nielsen for cirka fem år siden. Med støtte fra Miljøteknologisk Udviklings- og DemonstrationsProgram (MUDP) er ideen nu tæt på at blive til virkelighed med en kommerciel produktion.

- Jeg regner med, at det sker inden for det kommende år. Uden støtten var vi ikke kommet hertil. Men nu er jeg ved at line op til produktion sammen med et genbrugsselskab i Aalborg. Det er relativt billigt at producere støjskærmene, så vi kommer til at kunne konkurrere med andre på markedet – og så er det jo mere bæredygtigt, siger Jakob W. Nielsen.

Farvel til affald og CO2
Konkret har MUDP-støtten finansieret en demonstration af teknologien ved fremstilling af en ”0-serie” af støjskærmsprodukter og dokumenteret produkternes kvalitet ved akkrediterede test. Ved at lave støjskærme af vindmøllevingerne reduceres mængden af deponeret affald, og man sparer samtidig CO2-udledning, fordi det mineraluld, der bruges til traditionelle støjskærme, koster mere energi at producere.

Det gamle glasfiber fra vindmøller udgør ikke nogen sundhedsfare og bliver ikke nedbrudt, og der er derfor ikke noget til hinder for at genanvende materialet. De nye støjskærme vil kunne tilbageleveres til genanvendelse i andre støjskærme efter endt brug, så materialet bliver brugt igen og igen.

Ifølge Jakob W. Nielsen er der stor forhåndsinteresse, og han arbejder på at få glasfiber nok til efterspørgslen. Blandt andet har han netop indgået en aftale med DONG om genanvendelse af vinger fra Danmarks første offshore vindmøllepark, Vindeby havmøllepark, som bliver nedtaget efter 25 års elproduktion. Ud over vindmøller findes glasfiber i blandt andet flagstænger, lystbåde og karosseridele til biler.

> Læs rapporten fra MUDP-projektet "Pilotproduktion af støjskærme af genanvendt glasfiber"