Rapport om oversvømmelser fra vandløb

07-06-2017
Vandmiljø

Ny rapport præsenterer forslag til, hvordan byer undgår oversvømmelser fra vandløb.

Hvordan forhindrer man, at byer ved vandløb bliver ramt af oversvømmelser, når byens vandløb går over dets bredder?

Det spørgsmål har partnerskabsprojektet ’Vandet fra Landet’ søgt svar på, og nu findes resultaterne i en rapport, der samler eksisterende og ny viden på området. Partneskabet har bestået af Teknologisk Institut, Orbicon, Smith Inovation og Miljøstyrelsen. Projektet har haft deltagelse af fem kommuner: Aarhus, Holstebro, Herning, Gribskov og Vejle, som har bidraget med fire case-områder.

Partnerskabet har været med til at kvalificere, hvilke løsninger der giver den største effekt i forhold til omkostningerne. Resultaterne viser, at en række virkemidler ikke giver stor nok effekt, og at det kun er ådalene, der har kapacitet til at tilbageholde store mængder vand i de fire undersøgte områder. Desuden viser resultaterne, at det er en god idé at styre vandet på en intelligent måde.

Mere end 30 virksomheder har i forbindelse med projektet præsenteret idéer til, hvordan nye løsninger kan bidrage til, at man undgår oversvømmelser.

Ved Vejle og Holstebro har man haft fokus på, hvordan man undgår, at sårbar natur tager skade, når man midlertidigt lader åbne landskaber udenfor byerne oversvømme for at undgå skader i byerne. Løsningen var at inddrage kommunens biologer tidligt i planlægningen, så man kunne udvælge de landskaber, der bedst tåler at blive udsat for midlertidige oversvømmelser.

Læs rapporten