Ny kemiundervisning sætter eleverne i dilemma

02-06-2017
Kemikalier

Skal man bruge kemi i forbrugerprodukter, selvom de kan have skadelige egenskaber? Materialet "Kemi, fordi?" får skoleelever til at reflektere over produkterne i deres hverdag.

Vi er omgivet af kemi, fra vi tager deodorant på om morgenen, til vi går i seng om aftenen. Men er kemikalier egentlig gode eller dårlige at have omkring sig? Og kan vi undvære dem i hverdagen?

Det er nogle af de spørgsmål, der snart kan møde folkeskolens ældste klasser i det nye undervisningsmateriale "Kemi, fordi?".

- Alle ved, at det er vigtigt at bruge solcreme, når vi blotter huden for sommersolen. Men samtidig er nogle UV-filtre i solcremer mistænkt for at være hormonforstyrrende. Hvordan skal vi forholde os til det? Det er den slags dilemmaer, vi præsenterer eleverne for, siger funktionsleder for forbrugerkemi i Miljøstyrelsen Shima Dobel.

Materialet er en hjemmeside
"Kemi, fordi?" er funderet i et website med ni indholdssider. Her bliver eleverne præsenteret for produkter og fødevarer med kemiske stoffer, der på den ene side har nyttige funktioner, men på den anden side kan være mistænkte for at skade menneskers sundhed.

Ud over solcreme handler det om muffinforme, høretelefoner, outdoortøj, deodoranter, pomfritter, computere, t-shirts og nødder og tørret frugt.

- Vi er gået efter, at det skulle være nemt og sjovt at engagere sig i, og derfor er fokus på produkter, eleverne selv møder og bruger i hverdagen. De skal ikke bare opnå viden om kemiske stoffer, men også reflektere over hvorfor og hvornår de er nødvendige. Og vigtigst af alt skal de selv nå frem til, hvad de synes er rigtigt eller forkert, siger Shima Dobel.  

Ud over de konkrete produkter fortæller "Kemi, fordi?" også om bl.a. politik og lovgivning på kemikalieområdet. Miljøstyrelsen og Fødevarestyrelsen står bag www.kemifordi.dk, der er tilgængeligt fra i dag.

Yderligere oplysninger:
Funktionsleder Shima Dobel, tlf. 72544315, e-mail: .