Genbrugt asfalt baner vej for besparelser og bedre miljø

29-06-2017
Grøn virksomhed

Vejen til lavere omkostninger og mindre pres på jordens ressourcer er brolagt med genbrugt asfalt. Et MUDP-projekt tester netop nu en ny vejbelægning, hvor op til 30 procent af materialet er genbrug – uden at man går på kompromis med kvaliteten.

Foto: Lemminkäinen

På en del af motorvejsstrækningen mellem Herning og Holstebro lægges en helt ny og særlig miljøvenlig type asfalt. Det er første gang, at det øverste lag asfalt, det såkaldte slidlag, som udlægges på en motorvej, består af 30 procent genbrugt asfalt fra anden vej. Slidlaget er en vejs dyreste lag, og derfor er der mange penge at spare ved mere genbrug.

Kommuner kan spare millioner ved at gå nye veje

I 2013 blev der produceret 1,5 mio. tons asfalt til nye slidlag, men kun 150.000 tons var genbrugte materialer. Vejreglerne tillader i dag op til 30 procent genbrug for udvalgte typer, og grænsen kan på sigt hæves, hvis kvaliteten er god nok.
Det danske samfund vil ifølge projektrapporten formentlig kunne spare trecifrede millionbeløb årligt ved at hæve andelen af genbrugt asfalt. Udover mindre pres på jordens ressourcer vil øget genbrug af asfalt potentielt kunne medføre en reduktion på 10-20 procent af den samlede CO2-udledning fra fremstilling af slid- og bindelag. Det svarer til en årlig reduktion på mere end 10 mio. kg. CO2.