Danskerne genanvender mere

13-06-2017
Affald Borger

Vi bliver bedre og bedre til at sortere affald til genanvendelse, viser ny rapport.

Den nye affaldsstatistik med 2015-tal, der udkommer i dag, viser, at danskerne bliver bedre og bedre til affaldssortering. Vi sorterede i 2015 33 % af syv udvalgte fokustyper af affald fra husholdningerne til genanvendelse, mod 31 % året før og 27 % i 2013.

Med den nationale ressourceplan ”Danmark Uden Affald” blev der i 2013 sat et mål om at nå op på 50 % sortering af de syv typer husholdningsaffald i 2022. Det drejer sig om organisk affald (madaffald), papir-, pap-, glas-, træ-, plast- og metalaffald.

Da en række kommuner over de sidste par år har gjort det muligt at sortere mere affald derhjemme, ventes genanvendelsen at stige yderligere de kommende år. Den samlede genanvendelse af affald fra husholdninger er steget fra 40 % i 2013 til 45 % i 2015.

Andre hovedresultater fra affaldsstatistikken:

  • Den samlede genanvendelsesprocent er steget fra 66 % til 68 % i perioden 2013-2015. I samme periode er forbrænding faldet med 2 %.
  • Import af affald til forbrænding er steget fra 5 % af den samlede forbrænding på de danske forbrændingsanlæg i 2013 til 11 % i 2015.
  • Mængden af produceret bygge- og anlægsaffald er steget med 14 % fra 2013 til 2015.
  • 65 % af rensningsanlæggenes spildevandsslam blev i 2015 genanvendt på landbrugsjord.
  • Restprodukter fra forbrænding er i perioden 2013-2015 faldet med 30 % – grundet lukning af flere kulfyrede værker og omlægning til mindre affaldsbringende energiformer (bl.a. biogasproduktion).

> Se den nye "Affaldsstatistik 2015"

Yderligere oplysninger:
AC-tekniker Ellen Nissen, tlf. 72 54 41 76, email: