Sådan havde naturen det i 2015

16-01-2017
Natur

Kun få ændringer i natur og vandmiljø siden sidste rapport.

Der er kommet mere liv i bunden af de indre danske farvande. På ti år er der sket en markant stigning i antallet af arter af snegle, orme og muslinger. Bare siden 2014 er der sket et hop fra 10 til 14 arter pr. prøve. Det skyldes bedre vandkvalitet og flere planter på stenrev.

Det er et resultat fra den årlige rapport fra NOVANA, Det nationale overvågningsprogram for vandmiljø og natur, udarbejdet af Aarhus Universitet og GEUS for Styrelsen for Vand og Naturforvaltning (SVANA).

Rapporten melder om fremgang på nogle områder, men på de afgørende områder er der tale om stagnation i forhold til året før.

Tilførslen af kvælstof og fosfor til havet var i 2015 ganske vist større i forhold til 2014. Men det kan primært forklares med, at det regnede tilsvarende mere, og derfor blev mere kvælstof vasket ud. Vurderingen er, at situationen reelt stort set er uændret siden sidste år.

Vandløb og søer

For vandløb er der heller ikke sket ændringer siden sidste år. De er generelt forbedret siden 1994 primært som følge af spildevandsrensning og mindre belastning fra dambrug.

Undersøgelser af fiskebestandene i søerne viser tendens til fald i andelen af karpefisk og stigning i andelen af rovfisk (aborre og gedder). Det er positivt for søerne og skal ses i sammenhæng med den generelt aftagende næringsstoftilførsel til søerne.

Arter i frem- og tilbagegang

Fra fugletællinger er der godt nyt om vandrefalken. Den er igen gået frem og har indtaget Jylland med flere par. Der er 17 ynglepar, mod kun 12, da man talte sidste gang i 2012.

For ynglefugle går det skidt for arter som hvid stork, hjejle og markpiber, der er ved helt at forsvinde. Perleugle, sangsvane, kongeørn og fiskeørn har det lidt bedre, mens andre arter er i stor fremgang: Blåhals og plettet rørvagtel. Mange trækfugle har stabile eller stigende vinterbestande, f.eks. sangsvane og bramgås mens gravand er i tilbagegang.

Andre arter i fremgang er f.eks. løvfrø efter årtiers tilbagegang. Andre arter i tilbagegang er bl.a. markfirben. 

Læs NOVANA-rapporten her