Forbrugere forvirres af "naturlig" og "økologisk" kosmetik

20-01-2017
Kemikalier

Mange forbrugere forbinder naturlig og økologisk kosmetik med renere og sundere produkter, men denne sammenhæng behøver ikke at være der. Det viser en ny kortlægning fra Miljøstyrelsen.

Hvordan kan det være, at 4 ud af 5 kosmetikproducenter og -forhandlere har naturlig og økologisk kosmetik i sortimentet? Fordi forbrugerne efterspørger det. Det er det korte svar fra producenterne og forhandlerne i en ny kortlægning fra Miljøstyrelsen. Det fremgår også, at branchen mener, at forbrugerne generelt ikke er klar over, hvad de naturlige eller økologiske ingredienser betyder for produktet:

"Kosmetikbranchen som helhed tilkendegav, at den ikke mener, at forbrugerne har en forståelse af, hvad økologiske og naturlige anprisninger og mærkningsordninger betyder, men at forbrugerne forbinder økologiske og naturlige kosmetiske produkter med sundere og ’renere’ produkter," hedder det i kortlægningen, der er baseret på svar på spørgeskemaer fra 30 producenter og forhandlere og interviews med interessenter i kosmetikbranchen.

Det underbygges af en undersøgelse fra 2013 , hvor halvdelen af de 2000 adspurgte sagde, at de ikke kunne gennemskue, hvad der menes med anprisningen "naturlig" i forbindelse med kosmetik. For "økologisk" gjaldt det hver fjerde.

Sundere eller renere eller ikke?
Det har ikke været en del af den nye kortlægning at undersøge, hvorvidt kosmetik, der markedsføres som økologisk eller naturlig, er mere eller mindre sund, ren m.m. end anden kosmetik. Kortlægningen viser dog, at både parfumestoffer og andre allergifremkaldende stoffer også bruges i kosmetik, der markedsføres som naturlig eller økologisk. Blandt andet indeholder 164 af de 372 undersøgte produkter parfumestoffer.

Kosmetiske produkter, der markedsføres som naturlig eller økologisk, skal ligesom anden kosmetik leve op til reglerne i EU's kosmetikforordning og reglerne deri om vildledning, og mærkninger og anprisninger på produkterne skal derfor altid kunne underbygges.

Derudover har forbrugerombudsmanden udstedt en vejledning for, hvad der skal til, for at man må kalde et kosmetisk produkt økologisk. Der findes også flere frivillige og private mærkningsordninger for naturlige og økologiske kosmetiske produkter, som dog ikke er underlagt offentlig kontrol. 

”100 % Natural Origin”
Kortlægningen gennemgår produkter fra både fysiske butikker og webshops på det danske marked. Produkterne er nævnt i rapporten og var alle anprist eller bar mærkning som økologisk eller naturlig.

Det meste af den økologiske kosmetik var mærket efter en særlig økologisk mærkningsordning – for eksempel med ECOCERT-mærket, som er et af de mest udbredte – mens de fleste naturlige produkter alene bar anprisninger på etiketten. Anprisninger er for eksempel "100 % Natural Origin”, ”økologisk make-up serie med naturlige mineraler” og ”indeholder 100 % økologisk aloe vera”.

Kortlægningen viste også, at især cremer, lotion og renseprodukter skilter med at være naturlige eller økologiske, da der her er et bredt udvalg af egnede økologiske råvarer på markedet, mens det sjældent er tilfældet for neglelak, parfume og tandpasta.

> Læs rapporten "Kortlægning af økologiske og naturlige kosmetiske produkter"