Fiktive rapporter hjælper virkelige virksomheder

23-01-2017
Kemikalier

Miljøstyrelsen har fået udarbejdet tre eksempler på sikkerhedsrapporter, der kan vise virksomheder, hvad der skal til for at kunne risikovurdere et kosmetisk produkt.

Hvis du som virksomhed ønsker at lancere et nyt kosmetisk produkt, kræver det blandt andet en risikovurdering af produktet, før det kan komme på markedet. Det indebærer at få udarbejdet en såkaldt sikkerhedsrapport, og det kan være et omfattende arbejde. For at illustrere hvad der skal til, har Miljøstyrelsen fået udarbejdet eksempler på tre sikkerhedsrapporter for tre forskellige kosmetiske produkter. Produkterne findes ikke på markedet, men sikkerhedsrapporterne er blevet konstrueret til dette formål af en konsulent.

Miljøstyrelsens eksempler indeholder forskellige gode råd, som ikke skal fremgå af en sikkerhedsrapport, som er udarbejdet af en virksomhed. Da produkterne er fiktive, er rapporterne i eksemplerne ikke juridisk gældende.  Det er tilstræbt, at eksemplerne fremstår så realistisk som muligt, og kun nogle få oplysninger mangler, fx fra leverandører og forskellige test.  Herudover skal en sikkerhedsrapport  normalt holdes opdateret med ny viden, men det er ikke vist i eksemplerne.

De tre rapporter viser, hvor omfattende arbejdet er, og hvor stor en mængde viden der er nødvendig for at kunne risikovurdere et kosmetisk produkt. De skal betragtes som vejledende og som en inspiration til, hvordan sådan en opgave kan løses.

Se de tre eksempler på sikkerhedsrapporter