700 kosmetik produkter kontrolleret for det stærkt allergifremkaldende konserveringsmiddel MI – se resultatet her:

01-12-2017
Kemikalier Kemikalier

Forbuddet mod at anvende det stærkt allergifremkaldende konserveringsmiddel MI i kosmetiske produkter, der bliver på huden, overholdes i de fleste tilfælde. Det viser Miljøstyrelsens seneste stikprøvekontrol.

Det har været forbudt at markedsføre kosmetiske leave-on produkter med MI siden 12. februar i år. Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har derfor kontrolleret etiketterne på leave on-produkter, som fx deodoranter, bodylotion og hårvoks for indhold af konserveringsmidlet MI (methylisothiazolinone).

Kontrollen viste, at forbuddet generelt overholdes. Indholdsdeklarationen er kontrolleret på ca. 700 kosmetiske produkter fra ca. 300 forskellige kosmetikmærker solgt i de større kæder i detailhandlen og i en netbutik. 4 produkter indeholdt MI, og Kemikalieinspektionen har indskærpet et salgstop mod disse produkter. Der var tale om 3 hårprodukter og én håndcreme:

- Vores stikprøvekontrol tyder på, at forbuddet efterleves i lang de fleste tilfælde. Det er glædeligt, siger Jane Pedersen, funktionsleder i Miljøstyrelsen.

Hvad er leave-on produkter?

Leave-on produkter er produkter, der er beregnet til længerevarende kontakt med hud, hår eller slimhinder, som eksempelvis deodoranter, bodylotions og hårvoks.

Hvad er MI? 

MI er et konserveringsmiddel, der anvendes i en række forskellige type produkter for at forhindre bakterievækst. Ud over kosmetik anvendes det fx i produkter som vandbaseret maling, opvaskemiddel og lim. MI er stærkt allergifremkaldende og kan give udslæt, rødme og kløe. Hudallergi kan vare resten af livet, så hvis man først er blevet allergisk over for MI, vil man reagere på mindre mængder, ved udsættelse for MI. Det betyder, at man skal forsøge at undgå kontakt med MI fremover.

Hvad kan du selv gøre for at forebygge allergi?

Du kan forebygge allergi på flere måder, men det er vanskeligt at gardere sig helt. Her er Miljøstyrelsens tips til, hvordan du kan minimere din risiko for allergi, og hvad du skal gøre, hvis du får en reaktion ved brug af et kosmetisk produkt.

• Begræns eller undgå parfumerede produkter.
• Undgå hennatatoveringer.
• Hvis du reagerer allergisk, så stop med at bruge produktet og tag emballagen med til lægen og indberet uønskede virkninger af produktet til Miljøstyrelsen
• Vælg Svanemærket kosmetik uden parfume

Læs mere på Miljøstyrelsens hjemmeside om forebyggelse af allergi over for forskellige produkter.