Forbedret version af husdyrgodkendelse.dk er i luften

03-08-2017
Landbrug

Samtidig med at ny husdyrregulering træder i kraft, er en ny version af it-systemet husdyrgodkendelse.dk klar. Systemet skal gøre det nemmere for landmænd at ansøge og få deres godkendelser

Det nye it-system understøtter de nye regler om miljøgodkendelse af husdyrbrug og øger fleksibiliteten. Landmanden kan f.eks. vælge at ansøge om et produktionsareal til en uspecificeret dyretype. Det vil give fleksibilitet til at skifte imellem forskellige dyretyper uden en ny tilladelse, noget det ikke har været muligt tidligere.

Husdyrloven er generelt blevet forenklet, og det samme er husdyrgodkendelse.dk. Som bruger vil du opleve en helt ny og intuitiv brugerflade, der hjælper dig hele vejen igennem ansøgningsprocessen.

Husdyrgodkendelse.dk er udarbejdet efter Digitaliseringsstyrelsens guidelines for erhvervsrettede digitale selvbetjenings-løsninger.

Ventetid falder

Sagsbehandlingstiden for husdyrgodkendelser falder, og det er sigtet, at it-forbedringerne på husdyrgodkendelse.dk kan være med til at sænke sagsbehandlingstiden yderligere.

Systemet understøtter både miljøgodkendelser, tilladelser og 9 forskellige anmeldeordninger.

Der er lavet introduktionsmateriale til det nye system, som kan findes her: www.mst.dk/husdyrgodkendelse (klik i boksen øverst til højre)