Politikontrol: 9 ud af 35 lastbiler snyder med forurening

21-04-2017
Luft

Politiet har fanget 9 forurenende lastbiler med ulovlig snydeboks installeret på vejsidekontrol i Sønderjylland over de sidste 2 uger. Boksen sørger for, at lastbilens rensesystem sættes ud af kraft, så lastbilerne sender sundhedsfarlige gasser ud i luften

Foto: Rigspolitiet

De sidste to dage og i påsken har politiet vinket 35 lastbiler indtil siden i Sønderjylland. Målet har bl.a. været at afsløre vognmænd, som har installeret små bokse i lastbilernes motorer – bokse som betyder, at lastbilernes NOx-rensesystem sættes ud af kraft, så lastbilens udstødning bliver blæst urenset ud.

- Det er overraskende, at miljøsvineriet er så omfattende som kontrollen viser, men netop derfor er det godt, at politiet prioriterer denne indsats. Hvis der bliver fusket med lastbilerne, så resulterer det i mere luftforurening med sundhedsfarlige stoffer , siger Gro Iversen, funktionsleder i Miljøstyrelsen.

Snydeanordningen er ofte en lille boks som frakobler den såkaldte SCR-katalysator og sender et signal til motoren om, at intet er galt. Hvis lastbilernes rensesystem bliver koblet fra, vil lastbilen normalt sende advarsler til chaufføren, og hvis han gentagne gange ikke reagerer, vil lastbilen ende med at gå i krybetilstand, dvs. den sænker farten markant indtil bilen kommer på værksted.

Mange lastbiler går i fælden

Politifolkene, som står for kontrollen, har løbende søgt viden og udviklet færdigheder til at spotte det ulovlige udstyr. I begyndelsen af april var politiet i Norge for at se, hvordan de spotter, det forbudte udstyr. På kontrollerne i Norge, havde 35 af 50 udtagne lastbiler ulovligt udstyr installeret.

Der er i dag skrappe krav til udledninger fra nye lastbiler, og alle nye lastbiler har derfor installeret rensesystemer. Det er formodningen, at vognmænd vælger at installere de ulovlige snydeanordninger primært for at spare penge til vedligeholdelse af bilens røgrensning. Det koster 1.000 kroner i bøde plus omkostninger til genetablering af rensesystemet, hvis man bliver fanget.

Nu vil Færdselsstyrelsen, Miljøstyrelsen og politiet sammen se på problemstillingen.