Mange lovbrud ved salg af pesticider

06-04-2017
Borger Kemikalier

Tæt på halvdelen af landets forhandlere og importører af pesticider overtræder reglerne for opbevaring og salg. Det viser sidste års stikprøvekontrol fra Kemikalieinspektionen.

Koncentrerede sprøjtemidler skal opbevares i et aflåst skab som på billedet.

Ulovlige udenlandske pesticider, opbevaring af giftige pesticider uden for giftrum, utætte emballager, brudte pakninger og salg af pesticider, der ikke længere må sælges i Danmark.

Sådan lyder nogle af de lovovertrædelser, der mødte Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, da den sidste år gennemførte kontrolbesøg blandt forhandlere og importører af bekæmpelsesmidler.

I alt levede 42 ud af 93 besøgte virksomheder ikke op til reglerne for korrekt opbevaring og salg af pesticider. 30 af forhandlerne havde pesticider på hylderne, som ikke mere må sælges, fordi godkendelsen er ændret eller udløbet.

De nye tal indgår i de pågående forhandlinger om en ny pesticidstrategi.

5 virksomheder meldt til politiet
I 2016 besøgte Kemikalieinspektionen bl.a. byggemarkeder, planteskoler, havecentre og grovvareforhandlere, der opbevarer og videresælger bekæmpelsesmidler til både privat og erhvervsmæssig brug.

På baggrund af kontrollen har Miljøstyrelsen meldt fem virksomheder til politiet, sendt 42 indskærpelser til de pågældende virksomheder om at stoppe ulovlighederne, som bl.a. omfattede salget af ulovlige pesticider, og udstedt påbud om at destruere ulovlige midler.

Pesticider godkendes kun for en periode. Miljøstyrelsen anbefaler, at forhandlere og importører jævnligt tjekker op på, om de midler, som de har stående på lageret eller i butikkerne, er godkendte.

> Se på  Miljøstyrelsens hjemmeside , om et middel er godkendt.

Yderligere oplysninger:
Kontorchef Inger Bergmann, Kemikalieinspektionen, tlf.: 4011 8225, e-mail: