Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Hvornår rammer du faktor 15?

05-04-2017
Kemikalier

Vi får langt fra den solbeskyttelsesfaktor, der står på solcremen, fordi vi bruger for lidt af det, viser ny rapport fra Miljøstyrelsen.

Solcreme 1170x659

Selvom du bruger solcreme med faktor 15, har du formentlig en markant lavere beskyttelse, når du solbader. De fleste danskere smører nemlig alt for lidt solcreme på til at opnå den beskyttelse, der står på emballagen – uanset faktoren. Det viser en ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen.

- Generelt er vi faktisk blevet bedre til at smøre os ind siden halvfemserne, men ikke nok. Undersøgelsen peger på, at vi i gennemsnit bruger mindre end en tredjedel af den mængde solcreme, der skal til for at få den solbeskyttelsesfaktor, der står på pakken, siger Bettina Ørsnes Larsen fra Miljøstyrelsens kemikalieenhed.

For at opnå den solfaktor, der står på emballagen, skal huden smøres ind i 2 mg solcreme pr. kvadratcentimeter soleksponeret hud, hvilket svarer til en god håndfuld solcreme til en voksenkrop. Hvis en solcreme skal være effektiv, skal den bruges i rigelige mængder og fordeles grundigt på huden og gerne ca. 20 minutter inden ophold i solen.

Vi bruger faktor 2,7
Den reelle solbeskyttelse, vi får fra vores solcreme, er i undersøgelsen kun faktor 2,7 i gennemsnit. Det er ikke meget, men det er faktisk en stigning på 70 % siden en tilsvarende undersøgelse fra 1992 – blandt andet fordi vi i dag bruger solcreme med højere solfaktor. Ifølge Bettina Ørsnes Larsen er der grundet den forholdsvis lille gruppe på ca. hundrede personer i undersøgelsen en vis usikkerhed ved tallene. Alligevel understreger den behovet for at beskytte sig mod at blive solskoldet.

- Det kan man gøre ved at holde sig i skyggen eller have tøj på. Men mange elsker jo at være i solen, og her tyder den nye undersøgelse på, at det for mange er en god ide at bruge mere solcreme, end man tror er nødvendigt, siger Bettina Ørsnes Larsen.

På Miljøstyrelsens hjemmeside  findes flere gode råd om solbeskyttelse. Her findes også link til en gratis app, der guider til den rigtige solbeskyttelse, dér hvor du befinder dig lige nu.

Læs rapporten "Danish sunbathers' application of sunscreen