Slut med blinde passagerer på fragtskibe

22-09-2016
Natur

Invasive arter skal ikke kunne bruge ballastvand på fragtskibe som smutvej til dansk farvand. Vigtig, international aftale om skibstrafik kan træde i kraft.

Sortmundet kutling. Foto: Colourbox
Invasiv. Sortmundet kutling kom til Danmark med ballastvand. Foto: Colourbox.

Fra 2017 bliver der sat en stopper for, at invasive arter som knivmusling, sortmundet kutling og dræbergople er blinde passagerer på fragtskibe, der sejler til Danmark. Den såkaldte Ballastvandkonvention kan nu træde i kraft, efter Finland forleden tilsluttede sig aftalen.

Konventionen skal forhindre, at verdenshavene bliver brugt som transportvej for invasive arter, der bosætter sig i områder, hvor de udkonkurrerer den stedlige natur. Invasive arter lever i det ballastvand, som skibe pumper ombord ét sted og udleder et andet for at balancere last og skib. Konventionen indebærer, at skibe skal rense ballastvand med godkendt udstyr.

- Det siger sig selv, at vand fra Santos ikke hører til i fx Esbjerg Havn. Invasive arter har i årtier brugt containerskibe som lift til dansk farvand, hvor de kan udkonkurrere hjemmehørende arter. Det sætter konventionen en stopper for. Danske myndigheder og ikke mindst Danmarks Rederiforening har været særdeles aktive i denne sag. Vi har store interesser i aftalen, som vi ratificerede allerede i 2012, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Dansk dobbelt-glæde

Danmark får dobbelt-glæde af aftalen, fordi danske virksomheder udvikler meget af den miljøteknologi, som skibe vil blive afhængige af efter 2017, fx renseanlæg og kontroludstyr. 

- Ballastvandkonventionen betyder ikke alene bedre miljø i havene omkring Danmark. Den kan også give flere bestillinger på miljøteknologi i ordrebøgerne hos danske virksomheder, som er blandt de bedste i verden til at udvikle ny moderne teknologi, siger Esben Lunde Larsen.

Miljø- og Fødevareministeriet har støttet udviklingen med 10 millioner kroner over en årrække. Foreløbig er tre danskproducerede ballastvandanlæg typegodkendt og klar til salg.

Læs mere om invasive arter