Miljøstyrelsen igangsætter nye forskningsprojekter

07-09-2016
Biocider

Projekterne skal gøre Miljøstyrelsen klogere på, hvordan bekæmpelsesmidler kan spredes i miljøet. Resultaterne fra projekterne vil give mere viden til brug i arbejdet med at regulere brugen af bekæmpelsesmidler.

Projekterne er støttet af Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddelforskningsprogram, der skal give Miljøstyrelsen den nyeste viden til brug i arbejdet med at nedbringe bekæmpelsesmiddelbelastningen af miljø og menneskers sundhed mest muligt.

De fire projekter er:

NoNewBAM

Brug af pesticider til bekæmpelse af ukrudt i indkørsler, havegange, offentlige pladser og vejarealer samt under frugtbuske har tidligere ført til forureningsproblemer i dansk grundvand med pesticider. Blandt hovedsynderne er nedbrydningsproduktet BAM fra pesticidet dichlorbenil, der har ført til talrige lukninger af vandboringer, men også nedbrydningsprodukter fra gruppen af triazin-pesticider er eksempler på gamle pesticider, der blev anvendt før man havde viden om deres risiko for grundvandet.

I dag er der ukrudtsmidler med aktivstoffet diflufenican, som anvendes på nogenlunde samme måde, som de gamle pesticider. Mange pesticider med diflufenican indeholder også glyphosat, og der findes også midler til befæstede arealer, der kun indeholder glyphosat. Diflufenicans og glyphosats nedsivningsrisiko er baseret på resultater, der stammer fra forsøg, der er udført på landbrugsjorde. Da diflufenicans risikovurdering især bygger på, at stoffet i meget høj grad bindes til organiske partikler i jorden, kan anvendelsen af diflufenican på jorde, der ikke indeholder mange organiske partikler – som f.eks. befæstede arealer, grusstier mm. – teoretisk set være mere problematisk end på landbrugsjorde.

I projektet undersøges nedbrydningen af diflufenican og glyphosat (herunder dannelsen af svært nedbrydelige nedbrydningsprodukter) i et udvalg af danske jorde under befæstede arealer. Endvidere beskrives hvilke mikroorganismer, der er involveret i nedbrydningen af stofferne. Nedsivningen af diflufenican samt udvalgte nedbrydningsprodukter vil blive bestemt i kontrollerede laboratorieforsøg, hvor nedsivningen undersøges dels i en organisk landbrugsjord dels i typiske jorde under befæstede arealer. Endelig undersøges pesticidindholdet i afstrømningsvandet i et veldefineret område med 140 parcelhuse.

Kortlægning af sprækkede ler-aflejringers sårbarhed overfor pesticider på lokal og landskabsskala

I lerjorder kan pesticider transporteres hurtigt fra jordoverfladen til grundvandet i de kanaler og sprækker, der ofte findes der. Ormegange og rodkanaler udgør størsteparten af transportvejene i overjorden, mens transporten længere nede foregår i sprækker af geologisk oprindelse. Der kan således ske hurtig udvaskning af pesticider på lerjorder, men i dag ved man ikke nok om variationen i udvaskningen på forskellige typer af lerjorder; især ved man meget lidt om sprækker og pesticidtransport i dybe jordlag, hvor der ikke findes ilt. Dette projekt søger at udvikle metoder til klassificering af lerjorder i forhold til deres gennemtrængelighed for pesticider, således at man kan udpege de områder, hvor risikoen for pesticidforurening er størst.

I projektet vil der blive tilvejebragt viden om hhv. antallet af sprækker og kanaler i forskellige dybder samt pesticidernes nedbrydning og transportveje i forskellige lerjorder. Denne viden vil indgå i en matematisk modellering med det formål at kunne forudsige udvaskningen af pesticider i de forskellige typer lerjord.

Partikelbårne biocider

Malinger til fx både og træværk, polymerbaseret puds, fugemasser og en række andre materialer indeholder biocider, der skal modvirke angreb af bakterier, alger eller svampe. Når det regner, kan biociderne frigives fra den behandlede overflade og føres med regnvandet til vand- og jordmiljøet. Transport af biocider opløst i regnvand er dog ikke biocidernes eneste vej til miljøet, da materialerne med biocider også nedbrydes fysisk til små partikler, der afsættes i miljøet som biocidholdigt støv.

Den fysiske nedbrydning sker dels som en løbende proces, hvor vand, vind og vejr langsomt nedslider materialerne, og dels pludseligt, når overflader bearbejdes fx ved nedrivning af bygninger. Nedslidning af overflader giver en diffus og permanent biocidforurening, hvorimod bygningsrenovering eller -nedbrydning fører til midlertidige punktkilder, og overfladebearbejdning, så som almen vedligeholdelse af både i bådlauget, fører til permanente punktkilder.

Vi har i dag en del viden om frigivelse af opløst biocid fra overflader, mens omfanget og karakteren af den partikelbårne biocidforurening er ukendt. Dette projekt vil belyse omfanget af den partikelbårne biocidforurening og identificere hvilke slags biocidholdige materialer, der forekommer som støv på jordoverflader og på bunden af vandmiljøer. Projektet søger endvidere at spore udvalgte punktkilder, fx lokaliteter, hvor biocidholdige overflader slibes, sandblæses eller højtrykrenses. Endeligt vil resultaterne give et fingerpeg om, hvorvidt smådyr i søerne har optaget de biocidholdige partikler gennem deres fødeindtag.

Dybe biopores udbredelse og betydning for pesticidudvaskning til grundvand set i relation til det historiske landskab og den nuværende landbrugsanvendelse på moræneler

Projektets overordnede formål er at blive i stand til at afgrænse og udpege områder i morænelandskaber, hvor der er stor eller lille risiko for at pesticider kan udvaskes gennem de øverste 5-10 m lerlag til underliggende jordlag og grundvandet. Projektet fortsætter et netop afsluttet forskningsprojekt, der peger på, at pesticidnedsivning i moræneler formentlig generelt skyldes hurtig strømning i hidtil upåagtede dybe rodkanaler fra træer, der engang voksede på stedet; muligvis helt tilbage fra stenalderen, hvor der fandtes skov udbredt i hele Danmark. Dette strider mod den gængse opfattelse, at pesticidnedsivningen til grundvandet skyldes sprækker gennem lerlagene.

Projektet undersøger porer, sprækker og pesticidnedsivning i to landskabstyper. Den ene type er lavtliggende landbrugsområder, hvor der aldrig har vokset træer, da områderne har været sumpede og oversvømmende i store dele af året, før de blev kunstigt drænet. Den anden type er naturligt drænede områder, hvor der har været forhistorisk skov og forekommer dybe rodkanaler og sprækker ned til 5-6 m dybde eller dybere. Både graden af nedsivning af pesticider og alderen af rodkanalerne vil blive bestemt, så det kan fastslås om rodkanalerne kan dateres tilbage til forhistorisk skov og dermed kan regnes for generelt udbredte på landsplan. Resultaterne af den samlede geologiske karakterisering og de hydrauliske målinger af sprækker og dybe rodkanaler vil danne grundlag for modelberegninger af den konkrete pesticidnedsivningsrisiko til grundvandet i projektets to landsskabstyper.

Projektets resultater kan fundamentalt ændre vores opfattelse af grundvandets sårbarhed over for nedsivning af pesticider således, at det ikke er sprækker i lerlagene, men derimod den historiske udbredelse af skov, der primært er bestemmende for hvor i landskabet, der er stor eller lille risiko for, at pesticider kan sive ned til grundvandet.