Kan blødt vand betale sig?

19-09-2016

Mindre kalk i vandet er godt for miljøet og husholdningsmaskiners levetid. Men hvad er de øvrige effekter ved at gøre hårdt vand blødt?

Blødt vand
Blødhed. Undersøgelse skal afdække fordele ved at blødgøre vand. Foto: Colourbox.

Kan det betale sig at gøre det hårde danske vand blødt? Er der så store gevinster ved blødt vand, at man centralt bør anbefale, at vandværkerne fremover blødgør vandet? Og hvem får mest glæde af det?

De spørgsmål har Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning (SVANA) bedt konsulentfirmaet Rambøll om at komme med svar på inden jul. Rapporten skal opdatere vidensgrundlaget for håndtering af det hårde danske vand med henblik på at kunne træffe beslutninger på et mere kvalificeret grundlag.

- Vandværkerne kan i dag blødgøre deres vand, hvis de vil. Men vi kender ikke nok til de samfundsøkonomiske konsekvenser til, at vi fra centralt hold kan vurdere mulighederne. Det høje kalkindhold i vandet er hårdt for husholdningsmaskiner og for miljøet, fordi det kræver flere rengøringsmidler. Så nu vil vi gerne vurdere sagen med den nyeste viden på området, siger kontorchef Rasmus Moes, SVANA Vandforsyning.

Rambøll skal også undersøge sundhedsmæssige påvirkninger af at blødgøre vandet, og derfor er Styrelsen for Patientsikkerhed en af samarbejdspartnerne på projektet.