Kæmpe interesse for investeringer i ny grøn teknologi

22-09-2016
Grøn virksomhed

86 projekter har ansøgt om støtte for samlet 157 mio. kroner. MUDP-bestyrelsen står igen med et luksusproblem, når den skal vælge tilskudsmodtagere blandt de mange spændende grønne teknologiprojekter.

Virksomheden ULTRAAQUA A/S arbejder med støtte fra MUDP på begrænse svømmeres astmaproblemer. Foto: Colourbox

MUDP-bestyrelsen har netop behandlet ansøgninger fra MUDP’s almindelige pulje og Grøn Innovationspulje. Bestyrelsen har i 2016 49,5 mio. kr. til uddeling til de 2 puljer. Der er i 2016 søgt om tilskud for ca. 157 mio. kr. fordelt på 86 projekter. Med ansøgernes egne bidrag (egenfinansieringen er på 50-70 procent), bliver det samlede budget for de ansøgte projekter 306 mio. kroner. Senere i år tager bestyrelsen stilling til igangsættelse af større fyrtårnsprojekter, hvor der er reserveret 50 mio. kr.

- Der er søgt om mere end tre gange så mange penge, som bestyrelsen har til rådighed, så vi har igen haft et luksusproblem med at udvælge de projekter, som vi kan støtte. Med den store interesse sender danske virksomheder et vigtigt signal om, at de er villige til at investere i ny grøn teknologi, og at Danmark er et interessant land at investere i, når det gælder udvikling af grønne teknologiske løsninger , siger Pernille Blach Hansen, bestyrelsesformand for MUDP.

F.eks. har Firmaet ULTRAAQUA A/S fået tilskud til videreudvikling af UV-teknologi til sikring af den såkaldt ”klorbiproduktfrie” svømmehal.

- Svømmere kan få astma-lignende symptomer pga. biprodukter fra reaktion mellem klor og organiske materialer i vandet. Så sent som i sidste uge skrev medierne om elitesvømmerne, der ofte oplever disse gener. Her er således et meget aktuelt problem, hvor MUDP giver et tilskud til ULTRAAQUA, som forsøger at løse problemet ved at stoppe dannelsen af biprodukterne gennem UV-teknologi , siger Pernille Blach Hansen.

Yderligere oplysninger:

MUDP-sekretariatet, Miljøstyrelsen, tlf. 72 54 40 00, e-mail: