Forstærket fokus på tatoveringsfarver

09-12-2016
Borger Kemikalier

Miljøstyrelsen øger indsatsen for at komme sundhedsskadelige tatoveringsfarver til livs. Det sker i samarbejde med branchen, fordi alle har en interesse i at sikre forbrugerne mod ubehagelige eftervirkninger af at få en tatovering.

Under overskriften ’En professionel tatovør har tjek på farverne’ har Miljøstyrelsen startet en kampagne over for danske tatovører for at skærpe deres holdning til brugen af tatoveringsfarver uden sundhedsskadelige stoffer.

Arbejdet omfatter blandt andet distribution af markedsføringsmateriale, som tatovørerne kan benytte sig af, samt en relancering af hjemmesiden tjekfarverne.dk.

Hjemmeside som omdrejningspunkt

Undersøgelser har vist, at forbrugerne ikke prioriterer sundhedsfaren ved farverne særlig højt. Tatoveringsfarver indeholder ikke desto mindre mange kemiske stoffer. Nogle af dem er problematiske og kan give irritation, allergilignende reaktioner, infektioner og kan i værste fald være kræftfremkaldende.

Derfor er hjemmesiden tjekfarverne.dk et vigtigt omdrejningspunkt for den øgede indsats over for tatovørerne. På hjemmesiden finder tatovørerne retningslinjer, tjeklister og meget andet nyttig information om sikre tatoveringsfarver. 

Samarbejde med branchen

Det har været vigtigt for Miljøstyrelsen at skabe trafik på tjekfarverne.dk, da den er et nyttigt værktøj for fagfolkene. Der er derfor iværksat et samarbejde med branchen, ligesom der er udarbejdet markedsføringsmateriale til de enkete tatovører, så de over for forbrugerne kan vise, at de bekymrer sig om problemstillingen.  

Endelig kan tatovørerne tilmelde sig en mailservice, så de automatisk får besked, hvis der er fundet farver i EU, som udgør en alvorlig risiko. Det hele er sat igang for at skærpe tatovørernes bevidsthed om sundhedsfarerne, og i sidste ende sikre at kunderne ikke udsætte for tatoveringsfarver, der er problematiske. 

Initiativet er et led i regeringens nationale strategi for tatoveringsfarver, som blev lanceret for et par uger siden. 

Læs mere om emnet og om Miljøstyrelsens anbefalinger på www.tjekfarverne.dk