Festival vil genbruge ølkander og plastikkrus

20-12-2016
Borger Affald

En tidlig julegave på knap 1,2 mio. kr. fra Miljø- og Fødevareministeriets pulje for design af plastemballage er på vej til ideer, der skal sørge for, at mere plastemballage genanvendes.

En række nye ideer, der skal sikre, at mere plastemballage bruges igen, får nu støtte fra Miljø- og Fødevareministeriets pulje for design af plastemballage.

Blandt støttemodtagerne er WorldPerfect, der med projektet 'Lukket plastkredsløb på NorthSide' vil indsamle plastemballage som f.eks. ølkander og plastikkrus på festivaler i et cirkulært system, så plasten kan bruges på ny til nye ølkander og krus. Festivaler er generelt storforbrugere af plastemballage, da gæster på kort tid indtager store mængder mad og drikke.

Den globale plastproduktion er mere end hundrededoblet siden 1950erne og var i 2012 på 288 mio. ton. Genanvendelsen af plast er dog stadig relativt lav, Miljø- og fødevareministeriets pulje støtter derfor ideer, der har fokus på at designe og udvikle emballage af genanvendt plast. Der er afsat knap 3 mio. kr. til puljen i 2016 og 2017.

> Læs mere om Puljen for design af plastemballage

Yderligere oplysninger:

Projektleder i Miljøstyrelsen Jord & Affald Frank Jensen, tlf.: 72 54 41 30, e-mail:

Fakta
Disse 3 projekter har i 2016 fået støtte gennem Miljø- og Fødevareministeriets pulje for design af plastemballage

  • Herning Kommune i samarbejde med Aage Vestergaard Larsen og Silkeborg Plast A/S har fået 299.750 kr. til projektet 'Cirkulært system til plastemballage fra events '
  • WorldPerfect i samarbejde med NorthSide har fået 473.000 kr. til projektet 'Lukket plastkredsløb på NorthSide'
  • COOP Danmark A/S i samarbejde med Allison A/S og Teknologisk Institut har fået 450.985 kr. til projektet 'Tusindfryd - ren samvittighed - i samvittighedsfuld emballage'