Vi smider mad ud direkte fra køleskabet

11-04-2016
Affald

Meget madspild sker direkte fra køleskabet til skraldespanden, blandt andet fordi vi køber dobbelt ind. Det viser ny rapport fra Miljøstyrelsen.

undefined

Du står nede i Brugsen og skal købe ind til hakkebøf med bløde løg. Men har du nu løg derhjemme, eller har du ikke? Du må hellere købe løg med hjem for en sikkerheds skyld.

Hvis situationen lyder bekendt, så er du ikke alene. En ny rapport fra Miljøstyrelsen kortlægger danskernes adfærd i forbindelse med madspild og viser, at dobbeltkøb er en af grundene til, at vi smider så meget mad ud. Vi får købt for meget ind, som når at blive dårligt, inden det bliver spist.

Projektet omfatter et antropologisk studie, hvor forfatterne har været hjemme hos otte forskellige forbrugertyper – fra storbysinglen til børnefamilien og bofælleskabsboeren – og interviewet kunder i supermarkeder for at komme i dybden med, hvorfor madspildet egentlig opstår.

Hellere smide ud end kaste op
Rapporten viser, at forbrugernes 'for en sikkerheds skyld'-tilgang også fører til et større madspild derhjemme. Vi smider nemlig hellere god mad ud end at risikere mavekneb, hvis datomærkningen er overskredet. Glemte varer bagerst i fryseren eller på køleskabets 'hospicehylde' ender ofte også i skraldespanden.

Rapporten ser også på, hvad der får os til at undgå madspild. Ud over gerne at ville spare penge har det blandt andet betydning, hvis en vare opfattes som værdifuld. Det sker for eksempel, hvis vi knytter en fortælling til en vare – den er købt i en specialforretning, eller vi har selv dyrket karsen – så gør vi os mere umage for at få den spist.

> Læs rapporten "Madspild: Forstudie af forbrugeradfærd med henblik på nudging"

> Bliv klogere på madspild på Miljøstyrelsens hjemmeside