Kamp mod madspild: Bedre indpakning, farvekoder og 2. sorterede løg

11-04-2016
Affald

Tre nye rapporter sætter madspild under lup med ideer til bedre emballage, farvekoder for korrekt opbevaring og brug af 2. sorteringsvarer i storkøkkener.

Kampen mod madspild føres både hjemme i husholdningen og ude i storkøkkenet, og lige fra maden produceres og transporteres til den ender som affald i skraldespanden. Det kan fx handle om forbrugernes vaner, supermarkedernes udvalg og producenternes indpakning. Tre nye rapporter fra Miljøstyrelsen kan være med til at bane vejen for mindre madspild på hver deres måde:

1. Idékatalog om design af fødevareemballager, som kan mindske madspild
Frisk frugt og grønt og datomærket brød er blandt de fødevarer, som oftest bliver til madspild derhjemme. Det kan man blandt andet reducere ved at ændre på indpakning og portionsstørrelse. Rapporten indeholder forslag til fødevareemballager, som kan mindske spild af frugt, grønt og brød i supermarkederne og/eller hjemme hos forbrugerne. Der er udviklet i alt 11 eksempler på emballager til forskellige fødevarer (primær emballage) og 12 eksempler på emballager til brug i butikken til præsentation af varerne (sekundær emballage).

2. Mindre madspild ved anvendelse af 2. sorterings fødevarer i storkøkkener
Rapporten undersøger fordele og ulemper ved at bruge 2. sorterings grøntsager - dvs. grøntsager med mindre fejl - i storkøkkener. Forfatterne har set på otte konkrete storkøkkeners brug af gulerødder, løg og porrer og fundet økonomiske fordele ved at bruge løg og til dels også porrer af 2. sortering. Resultaterne er nyttig viden for fx producenter, grossister og storkøkkener.

3. Farvekodning om korrekt opbevaring af frugt, grønt og brød
Her er udviklet og testet to forskellige farvekodesystemer, som kan hjælpe forbrugerne til, hvordan de bedst opbevarer udvalgte fødevarer i hjemmet (i eller uden for køleskabet). Konklusionen er, at det ene system har en klar positiv effekt på forbrugernes opbevaring af fødevarer.. Rapporten indeholder også anbefalinger til, hvordan man bedst opbevarer en række forskellige fødevarer.

Projekterne er gennemført på baggrund af idéer fra partnerskabet om mindre madspild og er finansieret af midler fra den nationale Strategi for affaldsforebyggelse.

> Læs de nye rapporter