Miljøstyrelsen undersøger indhold af PFAS-stoffer i tekstiler til børn

28-09-2015
Kemikalier

PFAS-stoffer kan være skadelige for både miljø og sundhed og findes blandt andet i overtøj og andre tekstilprodukter. Miljøstyrelsen har derfor undersøgt indholdet af PFAS-stoffer i en række tekstilprodukter til børn for at vurdere, om stofferne udgør en risiko, når produkterne bruges.

I en ny rapport har Miljøstyrelsen testet en række tekstilprodukter til børn som regntøj, flyverdragter, autostole og køreposer for at se på, om indholdet af PFAS-stoffer i produkterne udgør en sundhedsmæssig risiko, når børn udsættes for dem. De undersøgte PFAS-stoffer, kaldet poly- og perfluorstoffer, bruges som overfladebehandlingsmidler i blandt andet overtøj og andre tekstiler for at gøre materialerne vand- og smudsafvisende. 

Kortlægningen viste fund af PFAS-stoffer i 15 produkter, som blev undersøgt for stofferne. Miljøstyrelsen vurderer, at stofferne ikke udgør en sundhedsmæssig risiko i sig selv i de niveauer børnene udsættes for ved brug af tekstilerne, men d erfor er det stadig en god idé at gå efter Svanemærkede produkter, eller produkter mærket med EU Blomsten, for det kan ikke udelukkes, at de kan udgøre en risiko, når børn udsættes for stofferne fra flere kilder samtidig.

Fluorerede stoffer findes overalt i vores miljø. De bruges i mange af vores produkter, og vi udsættes for stofferne gennem både vores fødevarer, drikkevand og husstøv.  Problemet med fluorerede stoffer er, at de er svært nedbrydelige og ophober sig i både mennesker og miljøet, og derfor har Miljøstyrelsen særligt fokus på disse stoffer.

Rapporten er en del af en undersøgelse, der indgår i Miljøstyrelsens program for kortlægning af kemi i forbrugerprodukter, som i 2014 har haft særligt fokus på kemiske stoffer i produkter til børn.

Fakta om undersøgelsen

Miljøstyrelsen har i alt analyseret 30 forbrugerprodukter for indhold af fluor, da fluorstoffer bruges som en indikator for, om der findes PFAS-stoffer. Miljøstyrelsen fandt fluorstoffer i 19 af de 30 testede produkter og PFAS-stoffer i 15 af de undersøgte produkter, men i niveauer, der ikke udgør en risiko.

Formålet med denne undersøgelse var :

  • at kortlægge, hvilke forbrugerprodukter af tekstiler til børn, som indeholder PFAS
  • at analysere, hvilke PFAS der findes i materialerne og undersøge, i hvilken grad PFAS kan afgives ved brug og vask af tekstilerne
  • at vurdere, om afgivelsen af stofferne udgør en miljø- og sundhedsrisiko
  • at redegøre for relevante affaldsstrømme, affaldsmængder og affaldsbehandling

PFAS (polyfluorinated alcylated substances) er betegnelsen for en gruppe stoffer med fedt- og vandafvisende egenskaber, der benyttes i utallige produkter, som eksempelvis tøj, møbler, teflon og pap- og papiremballage.

Læs rapporten på dansk eller på engelsk .