Forhandlere af kosmetiske produkter har et ansvar

02-11-2015
Borger Kemikalier

En undersøgelse lavet af Miljøstyrelsen viser, at flere forhandlere i kosmetikbranchen ikke kender deres ansvar i forhold til Kosmetikforordningen. Derfor søsætter Miljøstyrelsen nu en informationskampagne, der skal hjælpe forhandlere af kosmetiske produkter til at blive bevidste om deres ansvar.

undefined
Mange forhandlere kender ikke reglerne for de produkter, de sælger. Copyright Colourbox

Kosmetikforordningen skal sikre, at kosmetiske produkter ikke udgør en sundhedsrisiko for forbrugerne. I 2016 skærpes kontrollen med overholdelse af reglerne i forordningen, og derfor sætter Miljøstyrelsen nu en informationskampagne i gang.

Virksomheder i kosmetikbranchen er generelt opmærksomme på, at de produkter, de forhandler, lever op til kosmetikreglerne. Dette viser Miljøstyrelsens undersøgelse foretaget blandt aktører i branchen. Dog oplever specilt små og mellemstore virksomheder også, at reglerne er meget komplekse og at det derfor kan være svært at holde sig ajour – andre endnu ved slet ikke, at de er underlagt Kosmetikforordningen. Dette betyder desværre, at Miljøstyrelsen hvert år afslører produkter, der overtræder kosmetiklovgivningen. Det kan f.eks. skyldes manglende mærkninger eller brug af forbudte kemikalier. Det er hverken godt for forbrugernes sundhed eller for de virksomheder, der kommer i klemme.

- Når man forhandler kosmetiske produkter, er det vigtigt, at man er bevidst om det ansvar man har. Hvis en virksomhed fremstiller, importerer eller blot forhandler makeup, neglelak, tandpasta, bodylotion eller lignende produkter, har virksomheden et ansvar i forhold til kosmetiklovgivningen – et ansvar som vi i Miljøstyrelsen ønsker at hjælpe dem til at blive bekendte med , fortæller Bettina Ørsnes Larsen fra Miljøstyrelsen.

En hjælpende hånd

For at skabe de bedste forudsætninger for at man som forhandler af kosmetiske produkter kan opfylde sine forpligtelser, har Miljøstyrelsen som led i informationskampagnen lanceret www.kosmetikregler.dk efter vejledning fra en række interessenter i kosmetikbranchen. Hjemmesiden giver et hurtigt overblik over forpligtelser, ansvar og muligheder, som man som forhandler af kosmetiske produkter bør kende til, ligesom man kan finde information om Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion og få tips til, hvor man løbende kan holde sig opdateret om relevante nyheder inden for branchen.