Kan du forestille dig et hus af tang og tomatstængler?

11-03-2015

Nu bygges Det Biologiske Hus, der skal vise, hvordan man kan bruge restprodukter som tang, halm og tomatstængler til at bygge bæredygtige boliger med sund økonomi.

Projektet Det Biologiske Hus bygger ved hjælp af biologiske restprodukter et hus med godt indeklima, hvor materialer og byggekomponenter kan genbruges. Målet er at vise, at man godt kan bygge et hus af materialer uden skadelige stoffer, der både lever op til byggereglerne og har en sund økonomi.

Blandt de byggematerialer, der undersøges til Det Biologiske Hus er tang, halm og tomatstængler. Miljøministeriet har gennem puljen til udvikling af miljøteknologi – MUDP - støttet huset, der er ét af flere projekter om økologisk og bæredygtigt byggeri. For at skabe et fælles udgangspunkt for det bæredygtige byggeri arbejder Miljøministeriet også med at indføre en frivillig bæredygtighedsklasse i Bygningsreglementet.

Det Biologiske Hus opføres af arkitektfirmaet EEN TIL EEN på en parcel i det udendørs udstillingsområde i HUSET i Middelfart for at sikre, at alle interesserede har let adgang til projektet og dets resultater. Det Biologiske Hus er udviklet i samarbejde med GXN, NCC, Deloitte og Teknologisk Institut og forventes at stå klar til, at en familie kan flytte ind i foråret 2016.

> Læs mere om MUDP-puljen

> Læs mere om Det Biologiske Hus