Skrot din bil på Rådhuspladsen og scor kolde kontanter

05-05-2015
Borger Affald

Onsdag d. 6. maj kan du skrotte din bil på Rådhuspladsen og få 1.500 kroner i hånden af miljøminister Kirsten Brosbøl. Også i Aarhus og Odense er der mulighed for at aflevere udtjente køretøjer.

Hvert år bliver over 2.000 biler efterladt i naturen eller andre steder, og et ukendt antal biler bliver afleveret til ophuggere, der ikke er godkendte.

Miljøministeriet vil med en ny kampagne sætte en stopper for det og gøre opmærksom på, at der er 1.500 kroner at hente for dem, der skiller sig korrekt af med deres udtjente bil ved at aflevere den til en miljøgodkendt autoophugger.

I morgen onsdag den 6. maj kl. 15.00 sætter miljøministeren gang i den landsdækkende kampagne ved selv at tage imod skrot-modne køretøjer på Rådhuspladsen i København.  Men også i Odense og Aarhus kan bilejere aflevere deres udtjente biler på centrale pladser. Her vil der stå en autoriseret autoophugger og tage imod og håndtere de biler, der vil blive indleveret til skrot på dagen.

Fakta:
I morgen onsdag den 6. maj kan du aflevere dit udtjente køretøj på centrale pladser i Danmarks største byer:

  • København, Rådhuspladsen: 6. maj kl. 15-18. Miljøminister Kirsten Brosbøl tager imod de første biler kl. 15-15.20.
  • Aarhus, Store Torv: 6. maj kl. 15-18
  • Odense, Flakhaven: 6. maj 15-18

Til eventen kan man ud over at få gode råd om skrotning fra en autoriseret autoophugger deltage i en konkurrence om, at vinde en el-bil i tre måneder. Konkurrencen hedder ”SKROTSPOTTER” og kører på Facebook, hvor man kan nominere sin egen eller en vens bil i konkurrencen. Indleverer man sin bil under eventen, deltager man automatisk i konkurrencen.

Tal fra Miljøordning for bilers årsregnskab viser, at der i 2014 blev indleveret 2.233 henstillede biler fra politi og kommuner mod 2.235 biler i 2013.

Miljøordning for bilers hjemmeside kan du finde en miljøgodkendt autoophugger nær dig. Her kan du også finde en guide til hvordan du skrotter en bil korrekt.

Læs mere på kampagnens hjemmeside.