Fem virksomheder dyster om at have Danmarks tommeste skraldespand

13-05-2015
Affald Grøn virksomhed

Fem virksomheder er nomineret til prisen "Virksomheder uden affald", som miljøminister Kirsten Brosbøl har stiftet. Prisen hædrer virksomheder, der gør noget særligt for at forebygge affald.

I de seneste uger har 31 virksomheder med grønne ambitioner været med i kampen om at vinde prisen ’Virksomheder uden affald’.

Miljøministerens hold af ressourceambassadørerhar nu reduceret feltet af virksomheder fra 31 til fem finalister. De fem virksomheder er Cheval Blanc, Gamle Mursten, Refurb, Resecond og Trendsales.

Juryen består af ressourceambassadørerne ”Bonderøven” Frank Erichsen, IKEAs Sustainability Manager Jonas Engberg, COOPs miljøchef Signe Frese, Stop Spild af Mads stifter Selina Juul, bæredygtighedsaktivist Signe Wenneberg og Vigga Svensson, der har stiftet Vigga.us.

Mindre spild

De fem finalister er udvalgt ud fra deres evne til at forebygge affald gennem løsninger, der er innovative og kan skaleres.

Affaldsforebyggelse handler om at mindske spild, reducere mængden af affald og mindske indholdet af problematiske stoffer i produkter. Det kan for eksempel ske gennem produktdesign, der øger produktets holdbarhed, forlænger levetiden og gør det muligt at genbruge delkomponenter.

Miljøministeren vil sammen med ressourceambassadørerne offentliggøre vinderen den 20. maj.

Prisen uddeles som en del af regeringens Strategi for affaldsforebyggelse – Danmark uden affald II.

Fakta om prisen:
Prisen går til en virksomhed, som bedst lever op til følgende kriterier:

  • Evnen til at forebygge affald
  • Vækstpotentiale/mulighed for opskalering
  • Innovation/nytænkning

De 5 finalister:
Finalisterne er nævnt i ikke-prioriteret rækkefølge.

Cheval Blanc Servicerestauranter A/S
Cheval Blanc driver storkøkkener og kantiner og serverer frokost til over 10.000 mennesker dagligt. Virksomheden arbejder aktivt med at minimere madspild. De har én svanemærket kantine (der findes kun to i Danmark) og flere med det økologiske spisemærke i sølv og bronze.

Gamle Mursten
Gamle Mursten renser mursten fra nedrivninger ved hjælp af vibrationsteknologi, så de kan genbruges og tilføre æstetik og kulturhistorie til nybyggeri.

Refurb
Refurb opkøber, renoverer og videresælger brugt IT-udstyr med garanti og returret - til både private, det offentlige og virksomheder. Refurb giver årligt nyt liv til omkring 15.000 ellers udtjente computere, telefoner og tablets.

Resecond
Resecond er en deleøkonomisk virksomhed baseret på bytte af kjoler gennem abonnement. Der er to fysiske butikker i Aarhus og København. Derudover er der lanceret en app, der kan bruges til at bytte/dele kjoler og andet tøj.

Trendsales
Trendsales er en online "modebazar" primært med brugt tøj. Trendsales har over 800.000 brugere og 1 mio. aktive annoncer. Trendsales estimerer, at der blev handlet op imod 2 mio. kilo modevarer sidste år.