Miljøstyrelsen og brancheforeningen SPT gentager succesen og inviterer til endnu en informationsdag om kosmetikreglerne

21-01-2015
Kemikalier

Miljøstyrelsen holder sammen med SPT to informationsdage for virksomheder, hvor de kan få opfrisket kosmetikreglerne i forordningen.

På informationsdagen vil Miljøstyrelsen og SPT give et grundigt indblik i forordningens krav og myndighedernes fortolkninger med særligt fokus på kosmetiske produkter til børn. Roller og ansvar, sikkerhedsvurderinger, mærkning og anprisning, indberetninger af alvorlige, uønskede virkninger, kontrol og håndhævelse er bare nogle af emnerne på det spændende program.

Glad for samarbejde

Hos både Miljøstyrelsen og SPT, som er interesseorganisation for leverandører og producenter af kosmetik, plejemidler og rengøringsmidler, er man glad for endnu engang at gå ind i dette samarbejde.

Begge steder ser man det som en god måde at mødes på, på tværs af sektorer, for at samarbejde om at nå et fælles mål.

Jeg er glad for, at vi igen kan invitere til en fælles informationsdag i samarbejde med Miljøstyrelsen. Det kan være med til at sætte ansigt på myndighedspersoner, så virksomhederne får øjnene op for, at man sagtens kan ringe ind til Miljøstyrelsen, når man har spørgsmål til regler og love,  siger Hanna Løyche direktør i SPT.

Isabelle Navarro Vinten, kontorchef i enheden for kemikalier i Miljøstyrelsen bakker også op om initiativet:

Selvom vi har forskellige roller i dagligdagen og ikke altid ser ens på tingene, så er vi sammen i disse dage med et fælles mål – nemlig at sikre de kosmetiske produkter for forbrugerne. Det er også en mulighed for os til at møde virksomhederne og få indblik i de helt konkrete udfordringer de står overfor til hverdag,  siger hun.

Initiativet var en stor succes sidste gang, og der forventes igen stor tilslutning fra virksomhedernes side.

Informationsdagene afholdes i Århus den 3. marts og i København den 5. marts.

Se mere om initiativet og tilmeld jer her