Første svanemærkede butik i Jylland

26-01-2015

Som den første butik i Jylland bliver KIWI i Lystrup ved Aarhus svanemærket. Svanemærkede butikker garanterer kunderne et stort udvalg af miljømærkede og økologiske varer, ligesom butikkerne har fokus på energiforbrug og affaldssortering.

Miljøstyrelsen har støttet, at flere danske butikker kan blive svanemærket, og nu får Jylland sin første svanemærkede dagligvarebutik, nemlig KIWI i Lystrup ved Aarhus. Mærket tildeles i dag af Miljøminister Kirsten Brosbøl.

Som svanemærket butik er man blandt andet forpligtet til at tilbyde kunderne et bredt udvalg af økologiske produkter og varer med miljømærker som Svanen eller Blomsten, der indeholder mindre skadelig kemi og genererer mindre affald. Derudover skal butikken leve op til skrappe krav til energiforbrug og sortering af affald til genanvendelse.

Den første danske svanemærkede butik var Irma på Islands Brygge, der fik tildelt Svanemærket i 2010. I 2011 fulgte SuperBrugsen i Hvalsø efter, og nu Kiwi i Lystrup. Til sammenligning er der omkring 200 svanemærkede butikker i Sverige, men flere danske butikker er i færd med at blive svanemærket.

Fakta om Svanen:

  • Svanemærket er det nordiske miljømærke, der netop er fyldt 25 år.
  • I 2013 blev der omsat for mere end 6,5 mia. kroner svanemærkede produkter og serviceydelser. Det er næsten dobbelt så meget som i 2009.
  • Siden 2008 er antallet af svanemærkede produkter og serviceydelser vokset fra 3.500 til omkring 10.000 produkter og serviceydelser.

Læs mere hos Miljømærkning Danmark på www.ecolabel.dk .