EU sagsøges for kemi-nøl

26-01-2015
Kemikalier

EU-Kommissionen trækkes nu i retten for at sylte lovgivning for hormonforstyrrede stoffer. Danmark går nu ind i sagen, og presser på for, at EU vedtager fælles regler.

Ifølge EU’s egne regler for kemi-området skulle EU-Kommissionen allerede tilbage i december 2013 have vedtaget fælles kriterier for, hvornår et stof er hormonforstyrrende. Det er ikke sket endnu, og fra dansk side har miljøminister Kirsten Brosbøl længe krævet, at EU sætter mere fart på kemikaliearbejdet. For at øge presset tilslutter Danmark sig nu den retssag, som Sverige har rejst mod Kommissionen om netop de forsinkede kriterier for hormonforstyrrende stoffer.

De hormonforstyrrende stoffer mistænkes blandt andet for at være en medvirkende årsag til testikelkræft, dårlig sædkvalitet og tidlig pubertet hos piger. Lige nu bruges der nogle midlertidige kriterier til at bestemme om et stof er hormonforstyrrende, hvis det skal bruges i sprøjtemidler eller hverdagsgifte (biocider). De midlertidige kriterier er efter Miljøstyrelsens og Miljøministeriets vurdering ikke sikre nok, og derfor er det vigtigt, at Kommissionen fastsætter nogle mere sikre kriterier.

Sverige anlagde sagen mod EU-Kommissionen i juli 2014. Konkret går retssagen på manglende overholdelse af reglerne i biocidforordningen. Sagen kører nu ved EU-domstolen, og det er uvist, hvornår der kommer en afgørelse.