Dit affald kan gøre dig lykkeligere

30-01-2015
Affald

En ny rapport fra Institut for Lykkeforskning har undersøgt sammenhængen mellem, hvad du gør med dit affald, og hvor lykkelig du er. De, der sorterer affald, er tilsyneladende mere lykkelige end de, der ikke gør.

Bliver du mere glad af at lægge konservesdåser i containeren til metalaffald eller købe tøj af økologisk bomuld? Ifølge en ny rapport fra Institut for Lykkeforskning er svaret tilsyneladende ja. F.eks. viser den seneste udgave af European Social Survey – hvor 50.000 europæere har deltaget – at folk, der synes, at det vigtigt at tage vare på naturen, er lykkeligere end andre.

Fire forklaringer på grøn lykke

Rapporten “Sustainable Happiness – Why waste prevention may lead to an increase in quality of life” peger på fire mulige forklaringer på, at personer, der lever mere bæredygtigt ved at reducere deres affaldsforbrug, oplever højere livskvalitet:

Den første forklaring er, at bæredygtig adfærd er en årsag til større tilfredshed med livet. Men sammenhængen kan også skyldes den omvendte effekt – altså at lykkelige mennesker er mere tilbøjelige til at reducere deres affald. En tredje mulighed er, at det at reducere sit affald f.eks. via et projekt i lokalsamfundet skaber bedre omgivelser i form af skønnere natur og et styrket lokalfællesskab – hvilket leder til større trivsel. Den fjerde forklaring er, at hvis du er et menneske, som drager omsorg for dine omgivelser, så er der større chance for, at du selv er lykkelig og lever bæredygtigt.

International lykkeforskning bliver tillagt større og større betydning, og ses i højere og højere grad som grundlag for udvikling af politik. Den nye rapport vil blandt andet blive sendt til FN, der efterlyser øget indsigt i sammenhængen mellem lykke og bæredygtighed.

Læs hele rapporten her