Ny pris hylder ”Virksomheder uden affald”

20-02-2015
Affald

Virksomheder der gør en særlig indsats for at øge ressourceeffektiviteten og minimere spild, skal fremhæves og hyldes. Derfor har miljøministeren stiftet prisen ”Virksomheder Uden Affald”, og fra i dag kan virksomheder nominere sig selv og andre til prisen. Vinderen kåres ved et event i april.

Virksomheder uden affald.jpg

Alle virksomheder, der har gjort en indsats for at forebygge affald og øge ressourceeffektiviteten, kan komme i betragtning til miljøministerens nye pris ”Virksomheder Uden Affald”. Prisen er netop blevet lanceret af miljøministeren for at sætte spot på de virksomheder, der går forrest i kampen for at forebygge affald – til glæde for både miljøet og virksomhedens bundlinje.  Prisen uddeles som en del af regeringens Strategi for affaldsforebyggelse – Danmark uden affald II. 

Otte ud af ti virksomheder mener, det er vigtigt at forebygge affald. Sådan svarer 1.300 virksomheder i en undersøgelse fra Miljøministeriet. Affaldsforebyggelse handler om at mindske spild, reducere mængden af affald og mindske indholdet af problematiske stoffer i produkter. Det kan fx ske gennem produktdesign, der øger produktets holdbarhed, forlænger levetiden og gør det muligt at genbruge delkomponenter. 

Nominer din egen virksomhed
Virksomhederne kan selv nominere sig til prisen på mst.dk/virksomhederudenaffald (linket er ikke længere aktivt), hvor det også er muligt at se de tiltag, som andre virksomheder har gjort til en del af deres nominering.

Miljøministeren kårer vinderen ved et event i april. Finalisterne udvælges af miljøministerens ressourceambassadører, der består af IKEA’s sustainability manager Jonas Engberg; ansvarlighedschef hos COOP Signe Frese; Selina Juul, der er stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild af Mad; Vigga Svensson, stifter af Vigga.us; Frank Erichsen, ”Bonderøven”; samt Signe Wenneberg, forfatter og bæredygtighedsaktivist.

Der er åbent for nomineringer frem til den 7. april, hvor høringsperioden for Strategi for affaldsforebyggelse udløber.

Prisen går til en virksomhed, som bedst lever op til følgende kriterier:
- Evnen til at forebygge affald (og ikke genanvendelse)
- Vækstpotentiale/mulighed for opskalering
- Innovation/ nytænkning