Ny rapport undersøger kemiske stoffer i autostole og andre produkter til børn

24-04-2015
Kemikalier

Miljøstyrelsen har i en ny rapport undersøgt, om der findes problematiske stoffer, der kan udgøre en risiko i autostole og andre produkter med tekstil til børn.

Undersøgelsen har haft fokus på produkter til små børn i alderen 0-3 år, da børn i den aldersgruppe er særligt udsatte, da de ofte tygger og sutter på genstande eller er i berøring med produkterne i længere tid - f.eks. når de ligger eller sidder i en autostol.

Undersøgelsen viste fund af tre chlorerede flammehæmmere, som kan være kræftfremkaldende. Tre produkter (en autostol, bæresele og en liftmadras) viste sig at udgøre en risiko pga. af afgivelse af en eller flere af de chlorerede flammehæmmere. Desuden blev der fundet for høje værdier af ftalaten, DIDP, og indikationer for azofarvestof i to forskellige autostole. Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har kontaktet forhandlerne af disse produkter, og salget er nu stoppet.

Rapporten er en del af en undersøgelse, der indgår i Miljøstyrelsens program for kortlægning af kemi i forbrugerprodukter, som i 2014 har haft særligt fokus på kemiske stoffer i produkter til børn.

Fakta

Projektets formål: 

  • At kortlægge, hvilke sundhedsmæssigt problematiske kemiske stoffer, der kan forekomme i autostole og andre produkter med tekstil til børn.
  • At undersøge dele af autostole og andre udvalgte produktgrupper for stoffer, der potentielt kan udgøre en risiko for børn.
  • At foretage en sundhedsmæssig og miljømæssig vurdering af de i undersøgelsen påviste stoffer.
  • Hovedfokus har været på autostole, men andre relevante produkttyper som skråstole, barne- og klapvogne, køreposer, slynger, bæreseler og babymadrasser har også indgået i kortlægningen.

Læs rapporten.