Virksomheder skal have styr på ny faremærkning

15-09-2014
Kemikalier Pressemeddelelse

EU-regler for faremærkning betyder, at virksomheder risikerer at brænde inde med kemiske produkter, der er ulovlige at sælge.

Vaske- og rengøringsmidler, maling, lim, lak, fugemasser, imprægneringsmidler til træ, læder og tekstil, insektmidler, desinfektionsmidler og bilplejeprodukter. Etiketterne på disse - og en lang række andre kemiske produkter - skal nu have skiftet de kendte orange faresymboler ud med nye piktogrammer. Derfor starter Miljøstyrelsen nu en kampagne rettet mod de mindre virksomheder for at hjælpe dem til at få styr på mærkningen.

- Langt de fleste producenter har godt styr på reglerne. Til gengæld kommer det nok bag på detailhandlere og de mindre importører, at de risikerer at brænde inde med produkter, der bliver ulovlige at sælge, fordi etiketterne ikke er forsynet med korrekte faresymboler, siger funktionsleder Anette Ejersted fra Miljøstyrelsen.

Ifølge EU’s CLP-forordning ske skal mærkningen være på plads inden den 1. juni 2015. Det vil sige, at alle kemiske blandinger i medlemslandene skal være forsynet med de nye hvide og sorte faresymboler.

Det er producenternes og importørernes ansvar at få sat de rigtige etiketter på produkterne i tide. Men også detailhandlere og servicevirksomheder, der sælger de kemiske blandinger, har ansvar for, at produkterne er mærket korrekt. Der kan for eksempel være tale om en skobutik, som også har imprægneringsmidler til læder på hylderne. Eller et rengøringsfirma, der videresælger faremærkede rengøringsmidler, som de selv har importeret fra et ikke EU-land.

Reglerne gælder i øvrigt også for handel over internettet.

Kontaktperson:

Mariam Skovfoged, Pressechef Miljøstyrelsen, , tlf: 72544432

Anette Ejersted, Funktionsleder Miljøstyrelsen, , tlf: 72544328

Fakta: Der er to vigtige skæringsdatoer, du skal holde øje med

Kemiske blandinger, der er markedsført før den 1. juni 2015 med gammel mærkning, må distribueres og sælges frem til 1. juni 2017. Hvis blandingen fyldes på en anden emballage eller bliver emballagen ændret, så skal etiketten dog opfylde de nye regler fra 1. juni 2015.

Efter 1. juni 2017 må blandinger med gammel faremærkning ikke længere være i handlen. Til den tid skal distributører og forhandlere enten have skiftet de gamle etiketter ud med nye eller trække produkterne tilbage fra markedet. I god tid før denne dato bør forhandlerne derfor gennemgå varelageret og få solgt ud af produkter med gammel mærkning. En anden mulighed er at kontakte leverandøren af blandingen og lave en aftale om at få tilsendt nye etiketter, som kan sættes på produkterne.

Information og hjælp til virksomheder

Miljøstyrelsen har god kontakt til de større producenter, importører og brancheforeninger, mens det er langt sværere at nå ud til de enkelte butikker og ikke mindst selvstændige sælgere. Derfor har Miljøstyrelsen sat en kampagne i gang, der skal nå ud til de virksomheder styrelsen normalt ikke er i kontakt med.  Kampagnen understøttes af MIljøstyrelsens helpdesk og en hjemmeside, hvor virksomhederne kan hente fakta og gode råd om CLP-forordningen. Hjemmesiden hedder mærkkemien.dk (link er ikke længere aktivt). Helpdeskens mailadresse er: