Pilotprojekter om grøn omstilling og jobskabelse – Ansøgningsfrist 30. oktober 2014

12-09-2014
Grøn virksomhed

Miljøstyrelsen åbner nu op for ansøgninger til pilotprojekter, hvor unge og ældre sammen skal bidrage til en grøn omstilling og fremme grønne jobs.

gråt grønt guld 1170-659

En ny pulje på i alt 12 mio. kr. giver mulighed for at finansiere pilotprojekter, hvor unge og ældre hjælper miljøet og samtidig bidrager til at fremme nye grønne jobs. Der kan søges tilskud på 3-4 mio. kr. pr. pilotprojekt. Pilotprojekterne kan rumme forskellige, men sammenhængende underaktiviteter. Universiteter, fagforbund, virksomheder, kommuner og foreninger kan i samarbejde stå som projektansvarlige.

Hovedformålet i pilotprojekterne er at skabe rammerne for erfaringsudveksling og symbiose mellem det ”grå guld” og det ”grønne guld” om emner inden for den grønne omstilling, der kan fremme grønne jobs. Det skal ske gennem konkrete aktiviteter, eksempelvis nye veje til formidling, videndeling, videnopsamling, netværk, innovationsaktiviteter, mentorordninger og uddannelse ift. grøn omstilling. Projekterne må gerne være nytænkende og skal bidrage til konkrete forandringer, der understøtter en grøn omstilling og gerne være debatskabende.

Ved ”gråt guld” forstås: professorer, lektorer, virksomhedsledere, ingeniører og andre ressourcepersoner, der er ved at drosle ned for den aktive beskæftigelse eller er på efterløn/pension, og som stadigvæk har lyst og evner til at arbejde med bæredygtighed.

Ved ”grønt guld” forstås: studerende, jobsøgende (akademikere) og andre, som har en vis uddannelsesmæssig baggrund bag sig, og som står uden for det etablerede arbejdsmarked.

Projekternes faglige indhold centrerer sig om grøn omstilling, herunder lukkede ressourcekredsløb for ikke-fornybare ressourcer. Projekterne kan således omhandle alt fra informationsformidling, borgerdreven omstilling, produktudvikling, koncepter, forretningsmodeller, vidensopbygning, teknologier, design samt innovations- og entreprenørnetværk, der har til formål at begrænse ressourceforbruget, optimere produktdesign og udvikle lukkede materialekredsløb.

Pilotprojekterne kan ligge inden for et eller flere af nedenstående 5 temaer:

1. Professionalisere grønt iværksætteri

2. Ressourceeffektivisere danske virksomheder

3. Drive grøn omstilling inden for regionale og kommunale miljødagsordener f.eks. klimatilpasning og nedrivning af faldefærdige bygninger i det åbne land

4. Ændre adfærd og understøtte grønne vaner hos borgere

5. Skalere omstillingsinitiativer igangsat af lokale ildsjæle

Temaerne blev identificeret under en række dialogdage afholdt i foråret 2014. Se mere på  www.danmarksraastof.dk

Informationsmøde om rammerne for pilotprojekterne

Den 1. oktober 2014 kl. 10–11.30 afholdes der informationsmøde om rammerne for pilotprojekterne samt krav til ansøgninger.
Umiddelbart herefter 11.30-13 afholdes arrangement faciliteret af SPARK-konsulenterne om mulig partnerskabsdannelse / ”dating” mellem interesserede.

Arrangementet afholdes Arkitekternes Hus på Strandgade 27A, 1401 København K.
Deltagelse er gratis, men der kræves tilmelding til Heidi Hilbert (
) senest den 25. september 2014.

For yderligere information:

Gert Sønderskov Hansen – Tlf.: 72 54 45 89 – email:  

Heidi Hilbert, Miljøstyrelsen, tlf.: 72 54 42 15, e-mail: