Forbrugerne får ny kemikalie-vagthund

10-10-2014
Kemikalier

Miljøminister Kirsten Brosbøl og Enhedslisten giver forbrugerne en ny kemikalievagthund. Den får navnet KemiWatch.

Danskerne skal have en ny vagthund, der skal hjælpe forbrugerne til at finde rundt i kemikalie-junglen og samtidig holde industrien i ørerne.

Regeringen etablerer sammen med Enhedslisten KemiWatch, der uafhængigt af økonomiske interesser skal indsamle viden om de kemikalier, vi omgiver os med i hverdagen – og sørge for at udbrede den viden til forbrugerne.
KemiWatch bliver etableret hos Forbrugerrådet Tænk, som får 17,4 millioner kroner af Miljøministeriet til at oprette og drive den nye kemikalievagthund i foreløbigt tre år.

Internationalt netværk

Den nye vagthund skal blandt andet lave nye kemiske analyser af, hvilke kemikalier der findes i forskellige produkter for på den måde at faktatjekke virksomhedernes oplysninger. Den viden skal KemiWatch sørge for at formidle til danske forbrugere bl.a. ved hjælp af hjemmesider og en hotline om kemikalier i forbrugerprodukter.

Kampen mod skadelig kemi er ikke kun et nationalt anliggende. Derfor skal KemiWatch være med til at opbygge et stærkt, internationalt NGO-netværk, som kan dele viden om kemi på tværs af grænserne. Gennem det internationale samarbejde kan KemiWatch være med til at styrke forbrugernes stemme i Europa og understøtte den danske regerings ambitiøse kemikalieindsats i EU.