Berigtigelse: En t-shirt koster miljøet knap 12 kroner

20-10-2014
Industri Borger

Miljøbelastningen for en t-shirt er knap 12 kroner og ikke ”over 20 kroner”, som der står i Miljøstyrelsens pressemeddelelse om miljøregnskab for tekstilbranchen.

Miljøstyrelsen offentliggjorde i dag en rapport, der opgør, hvor meget danskernes forbrug af tøj koster naturen og miljøet.

Rapporten Danish apparel sector natural capital account har gjort op, at den danske tøjproduktion hvert år koster miljøet 3,4 milliarder kroner.

I den medfølgende pressemeddelelse fremhæves som konkret eksempel, at miljøpåvirkningerne fra produktionen af en almindelig T-shirt af bomuld koster miljøet mere end 20 kroner.

Det tal har vist sig at bygge på en tvivlsom forudsætning, nemlig at en t-shirt skulle veje 388 gram.

Et mere rigtigt tal for vægten af en dansk t-shirt af bomuld er imidlertid 210 gram, og derfor er et mere retvisende tal for miljøpåvirkningen knap 12 kroner for en t-shirt.

Årsagen bunder i en miskommunikation mellem rådgivningsfirmaet NIRAS, der har lavet rapporten, og Miljøstyrelsen, hvor vægten af en T-shirt endnu ikke var justeret til de faktiske forhold. NIRAS har stærkt beklaget over for Miljøstyrelsen, at netop denne ændring ikke blev kommunikeret videre.

Det er vigtigt at understrege, at det ikke ændrer ved rapportens konklusioner og heller ikke ved, at den danske tekstilproduktions samlede miljøpåvirkning løber op i 3,4 milliarder kroner.

Yderligere oplysninger:

Pressemedarbejder Jesper Benzon Jørgsholm, Miljøstyrelsen, tlf. 91 56 23 03, e-mail:

Funktionsleder Mikkel Stenbæk Hansen, Miljøstyrelsen, tlf. 40 85 94 05, e-mail: