Det Miljøteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram har igen i år fået rekord mange ansøgninger

25-06-2014
Grøn virksomhed

Fristen for at indsende ansøgninger til årets første opslag under Miljøministeriets Miljøteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram udløb den 28. maj 2014. Vi har fået i alt 130 ansøgninger, og der er søgt om tilskud for i alt 235 mio. kr. Der er ca. 75 mio. kr. til fordeling.

Med den egenfinansiering, som ansøgerne kommer med, er der søgt om tilskud til projekter for i alt 422 mio. kr.

Projekterne ligger indenfor hovedområderne vand, klimatilpasning, affald & ressourcer, luft, støj, kemikalier, økologisk byggeri og industriens miljøindsats. I forhold til tidligere er der især kommet mange ansøgninger på affalds- og ressourceområdet.

Ansøgningerne vil blive behandlet henover sommeren, og ansøgerne kan forvente svar i slutningen af september.