Affaldsforebyggelse skaber vindere

20-06-2014
Affald

I foråret har danskerne uploadet ideer til at forebygge affald på forebygaffald.dk. Nu er de tre bedste ideer blevet kåret med præmier til vinderne.

forebygaffald.dk logo 1170-659

Miljøminister Kirsten Brosbøl forbereder en ny strategi for at forebygge affald ved for eksempel at mindske madspild og blive bedre til at give ting videre. For at få alle gode forslag på bordet kunne danskerne i foråret uploade deres ideer til affaldsforebyggelse på hjemmesiden forebygaffald.dk. De tre bedste ideer blev lovet præmier, og nu er det tid til præmieuddeling. 

I alt er der uploadet 239 ideer til hjemmesiden om alt fra tilbudsaviser til pantsystemer og genfarvning af falmet tøj. Konkurrencen om de bedste idéer på forebygaffald.dk er afgjort af de bloggere, der også har bidraget på siden. Bloggerne har afgivet stemmer til de ideer, de synes bedst om og som opfyldte konkurrencens kriterier. 

De tre vindere er:

  1. Førstepladsen, og vinderen af et gavekort på 5000 kr. til RecycleIT, går til Line Geest Jakobsen for idéen: Undgå planlagt forældelse (oversat)
  2. På en flot andenplads, og vinderen af et gavekort til spisehuset Rub&Stub på 3500 kr., finder vi idéen: Børnenes Byttebiks af Nikola Kiørboe
  3. Tredjepladsen, og vinderen af et gavekort til Resecond på 1200 kr., går til Nanna Nørholms idé: Pant på tøj

Miljøstyrelsen ønsker de tre vindere et stort tillykke og takker for de gode idéer. Vinderne bliver kontaktet direkte. Samtlige ideer på forebygaffald.dk bliver brugt som input til strategien om affaldsforebyggelse.