Miljøstyrelsen åbner for golfklubbernes indberetning af sprøjtemidler

29-01-2014

Miljøstyrelsen åbner nu for det nye indberetningssystem Green-data, hvor landets golfklubber skal indberette deres forbrug af sprøjtemidler. Samme sted kan de også indberette andre vigtige miljødata som forbrug af vand, energi og gødning.

Med de nye regler, der trådte i kraft sidste år, er der krav om, hvor meget golfklubberne må belaste miljø og sundhed med deres sprøjtemiddelforbrug, og det skal Miljøstyrelsen holde øje med.

Green-data fungerer samtidig som et planlægningsværktøj for golfklubberne.

- Me d det her system kan klubberne planlægge deres anvendelse af sprøjtemidler over en hel sæson med udgangspunkt i hver deres specifikke udfordringer. Øvelsen for golfklubberne består i at overholde belastningslofterne bl.a. ved at vælge de mindst belastende sprøjtemidler , siger Therese Ib Andersen, funktionsleder i Miljøstyrelsen.

Med systemet bliver det nu også muligt for golfspillerne at følge med i, hvor meget deres klubber har sprøjtet på golfbanerne, da klubberne skal gøre deres indberetning om sprøjtemidler tilgængelig for offentligheden, ligesom Miljøstyrelsen offentliggør indberetningerne fra golfklubberne på sin hjemmeside.

Tidligere indberettede klubberne på frivillig basis til Dansk Golf Union, som har været med til at udvikle det nye indberetningssystem.

Vi er rigtig glade for det samarbejde, vi har haft med Miljøstyrelsen om at udvikle det her system. For med Green-data har vi fået et brugervenligt system, som sikrer, at klubberne kun skal indberette et sted. Det vigtige er nu, at alle golfklubber indberetter deres forbrug i systemet , siger Torben Kastrup Petersen, kommunikations- og banechef i Dansk Golf Union.

Golfklubberne skal indberette forbruget for 2013 i Green-data fra den 31. januar til den 15. marts, hvor fristen udløber.