Miljøstyrelsen: EU bør tage stilling til konserveringsmidler i legetøj

20-02-2014
Kemikalier

Fingermaling, modellervoks, ansigtsmaling og sæbebobler – legetøj til børn der ifølge ny rapport fra Miljøstyrelsen indeholder konserveringsmidler som blandt andet parabener. Miljøstyrelsen opfordrer EU til at tage stilling til, om reglerne for konserveringsmidler i legetøj er tilstrækkelige.

Konserveringsmidler i legetøj kan udgøre en sundhedsmæssig risiko, hvis det bruges i store mængder, og derfor opfordrer Miljøstyrelsen nu EU til at tage stilling til, om reglerne for konserveringsmidler i legetøj giver den tilstrækkelige beskyttelse af børn.

Miljøstyrelsen mener, der kan være behov for at indføre en regulering i forhold til brug af konserveringsmidler i legetøj. Derfor har man sendt rapporten til EU-Kommissionen med en opfordring om at vurdere sikkerheden ved brug af konserveringsmidler i legetøj.

23 forskellige konserveringsmidler fundet i legetøj

I rapporten har man lavet en kortlægning af, hvilke konserveringsmidler der anvendes i legetøj, på baggrund af data fra brancheforeninger, organisationer, forhandlere, leverandører og producenter.

I alt blev der fundet 23 forskellige konserveringsmidler i legetøj som blandt andet fingermaling, modellervoks, slim og sæbebobler. Konserveringsmidlerne blev vurderet ud fra, om de kunne udgøre en sundhedsmæssig risiko for børn, der leger med legetøjet.

Der blev i rapporten opstillet en såkaldt ’worst case’ situation, der betyder, at vurderingen blev lavet på baggrund af nogle grove antagelser. Ud fra de antagelser kom man frem til, at kun hvis man bruger legetøjet meget ofte, kan det udgøre en risiko. Hvis legetøj der indeholder konserveringsmidler bruges i et almindeligt omfang, tyder det ikke på, at det udgør en sundhedsmæssig risiko.

Læs rapporten på dansk  og på engelsk .