Koncentrerede sprøjtemidler er populære hos haveejere

22-04-2014

Haveejerne foretrækker at købe sprøjtemidler i de koncentrerede versioner i stedet for de færdigblandede produkter - især når det kommer til ukrudtsmidler. Det viser nye tal fra Miljøstyrelsen.

93 procent af det samlede salg af de midler, man bruger til at fjerne ukrudt mellem fliser, i bede og på græsplænen udgøres af koncentrerede midler frem for sprøjtemidler, der ikke skal fortyndes – de såkaldte ”klar til brug”-midler. (mosmidler indgår ikke). Det viser den seneste opgørelse over salg af sprøjtemidler til private, der netop er offentliggjort af Miljøstyrelsen. 

Sprøjtemidler solgt i koncentreret form øger risikoen for spild og overdosering, når forbrugeren selv blander dem op, før de benyttes mod for eksempel ukrudt i græsplæne, bede og mellem fliser.

Opdeler man sprøjtemidlerne i tre kategorier: ”mest”, ”middel” og ”mindst” miljøbelastende, ses der ikke nogen tydelig udvikling over de tre år, hvor denne form for opgørelse er foretaget.

Ser man på den historiske udvikling i salget af sprøjtemidler til brug i private haver opgjort i perioden 2007 til 2012, er salget i 2012 stort set identisk med gennemsnittet for de forudgående 5 år. Igen er der her set bort fra salget af mosmidler.

Salget af sprøjtemidler til brug i private haver i 2012 udgør ca. 1 procent af det samlede salg af sprøjtemidler i 2012.

For at fremme at haveejerne vælger det mindst belastende sprøjtemiddel, rangerer Miljøstyrelsen hvert år sprøjtemidler til hus og have efter, hvor meget de belaster sundhed og miljø.

Man kan se listen på www.godthavemiljø.dk, hvor man også kan få råd til, hvordan man bruger naturens egne midler til at bekæmpe ukrudt og insekter.  Gå til godthavemiljø.dk

Læs opgørelsen over salget af sprøjtemidler til private 2012

Læs pressemeddelelse fra miljøminister Kirsten Brosbøl (linket er ikke længere aktivt)